Et tværfagligt samarbejde har været med til at sikre, at flere unge vælger erhvervsuddannelserne.
Det viser de seneste erfaringer fra ”Flere og dygtigere faglærte”, som er en aftale mellem IBC, HANSENBERG, Business Kolding, LO, Kolding HF & VUC, AMU, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Produktionsskolen, Social- og Sundhedsskolen og Kolding Kommune.
”Den største styrke ved samarbejdsaftalen er, at alle relevante parter sidder med ved samme bord og går i samme takt”, siger Michael Petterson, der er Beskæftigelses- og Integrationsdirektør i Kolding Kommune.
De seneste års fokus på de muligheder, der ligger i de erhvervsfaglige uddannelser, har betydet, at flere og flere unge har valgt en erhvervsuddannelse.
Det betyder også, at man hos HANSENBERG har set en stigning i antallet af praktikpladser på lidt over 8 %, mens tallet hos IBC er hele 14,5 %.
Det positive boom i pladser gør, at man hos IBC har oplevet at flere elever end nogensinde før har fået elevplads. I 2016 fik hele 557 af skolens elever praktik, hvilket er en stigning på over 20 % i forhold til 2015. Det samme boom gør sig gældende på SOSU-uddannelsen, der i år både får flere ansøgninger og optagede elever.
Brancher mangler elever
Erhvervslivets boom i Kolding gør også, at der faktisk mangler elever. Mens man tidligere havde udsigt til en kamp om få praktikpladser, så er der i øjeblikket fremragende muligheder for, at de unge kan få en god praktikperiode, da flere brancher efterspørger flere elever-
”Det går rigtigt godt for erhvervsuddannelserne i Kolding, og vi håber, at den positive udvikling kan motivere flere unge til at vælge en karriere inden for de erhvervsfaglige fag, ” udtaler formand for Arbejdsmarkedsudvalget Mette Balsby.
Både VVS-uddannelsen, smedeuddannelsen, tjeneruddannelsen, gastronomiuddannelsen, business-to-business og speditøruddannelsen oplever i dag mangel på elever.