Klokken 12.04 blev TrekantBrand kaldt til gaslugt i det fri, det viste sig at være en større eksplosion på Korsholm Allé, Skrillinge i Middelfart Kommune. En 49-årig mand er kommet alvorligt til skade.

Det bekræfter vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

– Vi regner med, at der er sket en ulykke i forbindelse med arbejdet på en gasledning med tryk på. Der er nok svejset eller skåret i røret, hvilket har givet en eksplosionsagtig brand, fortæller han og tilføjer:

– Ved eksplosionen er en 49-årig mand kommet alvorligt til skade. Han er forbrændt og er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet. De pårørende er underrettet. Da der er tale om en arbejdsulykke er Arbejdstilsynet blevet tilkaldt. Branden er slukket, men TrekantBrand og Politiet er fortsat på stedet.