Statsminister Mette Frederiksen er vært, når Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier kommer på officielt besøg i Danmark d. 12. og 13. juni 2021. Besøget vil især foregå i Sønderjylland.

Lørdag aften modtager statsministeren officielt forbundspræsidenten på Restaurant Louisehøj, Hotel Koldingfjord. Søndag den 13. juni har statsministeren og forbundspræsidenten et bilateralt møde samme sted.

Sammen med H.M. Dronningen deltager statsministeren og forbundspræsidenten efterfølgende i en række arrangementer i forbindelse med den officielle markering af 100-året for Genforeningen. H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Prins Christian deltager i løbet af dagen også i fejringer i Sønderjylland.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

– Jeg ser meget frem til at byde Tysklands forbundspræsident Steinmeier velkommen til Danmark. I weekenden skal vi sammen både fejre genforeningen og det stærke dansk-tyske forhold. At det officielle Tyskland deltager i genforeningsfejringerne er et vidnesbyrd om det unikke samarbejde og venskab, som præger grænselandet.

Skriv en kommentar