Musicalakademiet i Fredericia er kendte for at uddanne talenter, der høster anerkendelse langt ud over Danmarks grænser. Det har staten valgt at blåstemple ved, at Det Danske Musicalakademi fusionerer fra årsskiftet med landets øvrige scenekunstuddannelser og dermed bliver en del af en samlet statsinstitution under Kulturministeriet.

Kulturministeriet ser dog gerne, at Det Danske Musicalakademi ændres til Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Et samlet byråd i Fredericia ser dog gerne, at Det Danske Musicalakademi beholder sit nuværende navn.

– Nu har vi brandet navnet Det Danske Musicalakademi i både ind- og udland. Hvis det skifter navn til Den Danske Scenekunstskole, garanterer jeg, at der er ingen i det store udland som ved, hvad det er. Derfor er det vigtigt, at vi bibeholder navnet Det Danske Musicalakademi, udtalte byrådsmedlem Kurt Halling (O) på dagens byrådsmøde.

Fredericia Kommune har gennem en årrække haft en markedsføringsaftale med Det Danske Musicalakademi. Det fortsætter uændret.

( Opdateret tirsdag klokken 14.00. Vi havde ved en fejl skrevet, at det var det konservative byrådsmedlem Jean Brahe , som havde udtalt sig. Vi beklager )