I parker og på plæner over hele landet vrimler det med børn, når der skal eges med sprog og ordforråd på den nationale Sprogfitness-dag torsdag den 11. maj.
I Fredericia skal der leges i Madsby legepark, hvor ca. 160 børn kommer for at deltage. Biblioteket afvikler dagen i samarbejde med pædagogstuderende fra UCL Jelling, som både vil stå for at lege med børnene og efterfølgende bruge erfaringerne i deres studier. ”Det er dejlig at langt over hundrede børn har lyst til at komme og være med til Sprogfitness i Fredericia. Og vi glæder os til at give børnene mulighed for at lege med sprog og ord på en anderledes måde.” siger Dorthe Grønbæk fra Fredericia Bibliotek.
For bibliotekerne er de sproglige fitnesslege noget, man kan bygge videre på i den daglige kontakt, og de aktiviteter man arrangerer for børn. Så selvom den nationale Sprogfitness-dag kun er ét ud af årets 365 kalenderblade, vil legene mange steder leve videre hele året rundt.
Landesatsning med fokus på et nationalt problem
Både nyere og ældre forskning har understreget, at sprogfærdigheder og ordforråd har stor indvirkning på, hvordan man lærer og udvikler sig senere i livet. På landsplan er man begyndt at se de første beviser på at tidlige sprogforsinkelser kan være svære at indhente og ofte giver ulige vilkår for børn ved skolestart.
Det er de gode erfaringer fra et samarbejde mellem Aalborg Bibliotekerne og University College Nordjylland, der har fået 70 af landets biblioteker, herunder Fredericia Bibliotek, til at gå sammen om at rulle det sproglige læringskoncept ‘Sprogfitness’ ud på nationalt plan