Søren Schou: Min passion for byen skal mærkes

Søren er en holdspiller, som vil gøre alt, hvad han kan for at Venstre får et godt valg.

0
15

Der hersker sig ingen tvivl om, hvor stor kærlighed, Søren Schou har til fæstningsbyen. Kærligheden og passionen for byen er så stor, at han vil være med til at gøre en forskel, og således stiller han op til kommunalvalget i november.

Ser man på Venstre i Fredericia, så har de en kandidatliste med 13 personer, hvor man som vælger kommer til at finde Søren som nummer otte på stemmesedlen, hvis man ser på liste V.

Ud over at være distributionsleder i PostNord, så er han også holdleder for byens storspillende fodboldklub i 1.divisionen, FC Fredericia. Ellers følger han på daglig basis med i byens udvikling, hvor han særligt lægger mærke til de mange erhvervsvirksomheder, som ser det samme potientale i fæstningsbyen, som han også gør:

– Fredericia har en stor charme, og vi har en kultur, historie og stor baggrund, der er vigtig at værne om. Jeg er født og bosat i byen, og som fæstningsdreng giver det en stor glæde at følge med i alle de spændende ting, der foregår i byen til trods for, at vi nok ikke er så store som andre byer, siger Venstres ottende kandidat.

Han tænkte ikke to gange over at stille op til kommunalvalget, da Kenny Bruun Olsen ringede ham op og spurgte, om han ville være en del af det politiske hold. Derfor vil Søren Schou ind og markere sig lokalpolitisk samt gribe muligheden for at præge den politiske dagsorden. Han har altid haft en drøm om at stille op, da han igennem mange år har abonneret på borgerlige og liberale værdier. Derudover er han også stor fan af borgmesterkandidaten for partiet, Peder Tind, og derfor kører han med et kampagnebillede af partiets formand på bagruden af sin bil:

– Vi er et team, der arbejder tæt og godt sammen. Jeg vil selvfølgelig gerne vælges ind, men det vigtigste for både mig og partiet er, at Venstre får et super valg, der giver os nøglen til borgmesterposten. Altså kræver det, at Peder Tind får et godt valg, hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger om at blive valgt ind i byrådet, uddyber teamplayeren.

For ham går det hånd i hånd, at han kommer personligt til at klare sig godt, hvis partiet også får et sprudlende valg. Han ser sig selv som en holdspiller, som altid vil det bedste for Venstre i Fredericia. Han er ikke frontfiguren, men den person, der er hårdtarbejdende og sørger for, at kollektivet fungerer:

– Jeg er jo glad for fodbold, herunder FC Fredericia, og hvis vi skal bruge et glimrende eksempel fra den verden, så ser jeg mig selv som Christian Ege på midtbanen for FC Fredericia, der hjælper og støtter holdkammeraterne i at klare det godt. Vi har nogle stjerner på vores hold, og derfor passer det mig fint med den rolle, jeg har i partiet, siger Søren Schou.

I mange år har han været et passivt Venstremedlem, som blot har betalt kontigenten uden at tænke over at stille op. Men nu er tiden kommet for, at FC Fredericias holdleder kan folde sig ud på den politiske scene. Han går meget op i åbenhed, da han særligt vil kæmpe for, at der er flere lokalråd i Fredericia Kommune, og samtidig skal spørgetiden implementeres igen. Han argumenterer for, at det massive fokus på borgerinddragelse adskiller Venstre fra de andre partier, og derfor skal vælgerne overveje at sætte krydsene ved partiet, hvis de gerne vil inddrages endnu mere i den politiske proces:

– Det er vigtigt, at borgerne bliver hørt. Jeg har savnet, at der er en åben og god dialog med borgerne i byen, og det vil Venstre og jeg arbejde stenhårdt for, understreger han.

Søren Schou brænder især for skole-fritidsområdet, og samtidig er han glad for kulturområdet. Det førstnævnte område blev styrke af byrådet forleden, da der blev sat midler af til renoveringer. Det var noget, der gjorde Søren Schou glad, da han brænder for, at der investeres i fremtidens generationer. Ligeledes mener han, at der er meget uforløst potentiale på kulturområdet, og dermed kan man forvente en politiker, der har en bred palette af forskellige politiske mærkesager.

Afrundingsvis håber han på, at fredericianerne er klar til at give nye kandidater en chance, eftersom der har været et stigende ønske om en ny energi i byens byråd.

Altså vil han forsøge at vinde borgernes hjerter ved at vise dem, at han har stor passion og lidenskab for byen.

Skriv en kommentar