Socialdemokratiet og SF indgår i valgforbund

0
25

Et klassisk teknisk valgforbund er blevet præsenteret i Region Syddanmark, hvor SF og Socialdemokratiet har slået pjalterne sammen.

Med knap 250.000 stemmer i Region Syddanmark fik SF og Socialdemokratiet et pænt valg ved det seneste regionsrådsvalg i 2017. I forsøget på at undgå stemmespild – og for at vise en klar rød linje, har de to partier valgt at indgå i et teknisk valgforbund, så ingen stemmer på de to partier går til spilde.

De går til valg med en række fælles ønsker for Region Syddanmark, der lige nu ledes af Venstres Stephanie Lose. De ønsker i fællesskab at styrke det offentlige sundhedsvæsen, men der skal også ske en styrkelse af sammenhængen mellem praktiserende læger, kommuner og den regionale indsats på sundhedsområdet. Det er ikke kun den somatiske sundhed der skal styrkes, med valgforbundet vil SF og Socialdemokratiet styrke psykiatrien, hvor de ønsker at borgerne skal have en oplevelse af respekt og inddragelse i den psykiatriske behandling. En del af dette handler også om at nedsætte brugen af tvangsbehandling, samt skabe flere meningsfyldte aktiviteter.

Det er ikke kun på sundhedsområdet de to røde partier ønsker handling, også klimaet skal mere i fokus. Region Syddanmark har sat klimamål, men det er ikke nok. SF og Socialdemokratiet ønsker at sikre konkrete initiativer og handleplaner, så målene ikke bare er utopi, men rent faktisk mål der bliver arbejdet hen i mod.

– Socialdemokratiet og SF har fælles værdier og fælles mål i regionalpolitikken, så derfor er det vigtigt for os at arbejde tæt sammen for at vise borgerne, at vi sammen kan skabe et sundhedsvæsen, der bygger på velfærdssamfundets kerneværdier om lige og fri adgang til sundhed for alle. Vi vil sammen med SF vise, at fællesskabet er stærkt, og at det bedste sundhedsvæsen opnås gennem styrkelse af det offentlige sundhedstilbud, siger spidskandidat for Socialdemokratiet, Mette With Hagensen, der har overtaget posten som spidskandidat fra Poul-Erik Svendsen.

Mette With Hagensen bliver bakket op af SFs spidskandidat, Annette Blynell:

– Det er vigtigt for SF, at de røde partier arbejder tættere sammen og i fællesskab har fokus på de borgere, som er mest syge. Vi løser ikke udfordringerne i sundhedsvæsenet med mere privatisering, det betyder blot, at de borgere der har råd til gode sundhedsforsikringer, kommer forrest i køen. Den udvikling skal stoppes. Det gør vi bedst i et fællesskab med Socialdemokratiet og som et tydeligt modstykke til den aktuelt styrende borgerlige politik.

Annette Blynell har overtaget posten som spidskandidat fra SF-koryfæet Villy Søvndal, der i stedet forsøger at vinde borgmesterkæden i Kolding Kommune.

Skriv en kommentar