Skolebørn på Erritsø Fællesskole deltager fredag den 27. marts i Rynkeby Skoleløbet og løber i den gode sags tjeneste. Du kan være med til at sponsere begivenheden og dermed støtte kræftramte børn.

– Inden løbet skal eleverne indgå sponsoraftaler med deres familie og venner, som giver et beløb per omgang, som eleven løber, fortæller Petra Gade, som cykler for Team Rynkeby Trekanten og er kontaktperson for Erritsø Fællesskole.
– Efter løbet samler eleverne pengene ind hos deres sponsorer, hvorefter Team Rynkeby Fonden donerer hele beløbet til Børnecancerfonden. Børnene støtter en god sag og får samtidig selv god motion. Det bliver en sjov og anderledes dag for børnene med fællesskab og bevægelse i centrum – temaer der er helt i tråd med skolens værdigrundlag, tilføjer Petra Gade.

Det er anden gang, cykelholdet Team Rynkeby gennemfører dette landsdækkende velgørenhedsløb for skoleelever. Men det er første gang, Team Trekanten har skolehold med i løbet.

I alt 110 skoler og 50.000 elever landet over deltager i Team Rynkeby Skoleløbet, der altså afvikles den sidste dag inden påskeferien. Her i Trekantområdet er 21 skoler og 7.500 elever tilmeldt arrangementet, og Erritsø Fællesskole er den eneste i Fredericia Kommune.

Tilskuere er velkomne til løbet i Erritsø, der finder sted både på skolerne Krogsager og Højmosen. Der begyndes kl. 12.

Læs mere på www.team-rynkeby.dk/skoleloebet.
( Foto: Poul Elmstrøm )