Med præcis to måneder til kommunalvalget holdt Socialistisk Folkeparti i Fredericia et pressemøde den 16. september, hvor de præsenterede deres valgprogram, mærkesager og de politiske sigtelinier, som partiet går til valg på.

Lokationen var Madsby Parken, og det var der også en god forklaring på, da stedet symboliserer mange ting, hvilket de allerede gjorde klart i starten af deres såkaldte ’’politisk releaseparty”. Ifølge SF’erne repæsenterer Madsby Parken et frit og demokratisk sted, hvor der er plads til forskelighed og en menneskelig tilgang, hvor man omgås tæt. Det er noget, som partiet også vil praktisere under og efter kommunalvalget, da de vil gøre op med de vante formaliteter, der består af en dialog rundt om et forhandlingsbord.

Til dagens pressemøde sad dog partiets spidskandidat, Connie Maybrith Jørgensen, sammen med henholdsvis nummer to og tre på SF’s kandidatliste, Jonas Straarup Christensen og Lars Olesen, der i fællesskab forklarede, hvad partiet ønsker at gøre for det fredericianske lokalsamfund. I samme omgang var der tid til, at de fremmødte kunne indtage forskellige forfriskninger, som skabte rammerne for et yderst interessant og uformelt pressemøde.

Skiftevis fremlagde partiets tre ud af elleve kandidater, hvordan de vil gribe kommunalvalget, og det kan i grove træk formuleres i fire overskrifter:

– SF vil arbejde for et nyt politisk klima i Fredericia Byråd

– Fredericia skal igen være byen for alle

– Fredericia som grøn rollemodel

– Frie folkeskoler og nye uddannelser

Ser man på første valgkampstema, så vil SF bakke om et samarbejdende folkestyre og arbejde for et centrum-venstre flertal i Fredericias byråd, hvor partiet gerne vil være stærkt repræsenteret. Her forklarede partiets spidskandidat, Connie Maybrith Jørgensen, på pressemødet, at der er behov for en frisk og ny energi byrådet i kølvandet på personsagerne, der har domineret den politiske dagsorden i Fredericia det seneste års tid.

– Vi forventer, at der sker en udskiftning. Det ligger i kortene, at fredericianerne også ønsker det, selvom det er svært at vide, hvad præcis er foregået i byrådet. Vi kan konstatere, at der har været nogle sager, som har lugtet af lukkethed og manglende mulighed for at blive klogere, og som konsekvens af disse ting, så vil det nok skubbe nogle stemmer, siger hun.

SF ønsker at arbejde for, at alle politiske beslutninger bliver gennemsigtige, og de vil dermed kun behandle punkter på lukkede møder, når det er et krav i lovgivningen.

Derudover fortalte kandidaterne, hvilke mærkesager, som de vægter højt. Dertil er der sammensat 18 siders valgprogram, der giver fredericianerne muligheden for at stemme grøn-rødt til kommunalvalget:

– de grønne søjler og de røde søjler er lige vigtige for os, da Fredericia er kendetegnet ved at være en kommune med gode, store og grønne naturværdier. Det skal vi tage vare på og blive ved med at udvikle. Når vi siger, at vi vil en grøn rollemodel, så gælder det klima og miljø. Vi er ikke tilfredse med pyntegrønt, siger nummer to på SF’s kandidatliste, Jonas Straarup Christensen.

Efter de tres valgoplæg var der anledning til møde de forskellige kandidater og stille dem spørgsmål. Fællesnævneren for de fremmødte kandidater var, at de er klar til valgkampen og håber på, at SF igen kan vende tilbage i byrådet.

Følgende er kommunalvalgskandidater for SF i Fredericia:

1. Connie Maybrith Jørgensen

2. Jonas Straarup Christensen

3. Lars Olesen

4. Bent Bregendahl

5. Malene Søgaard-Andersen

6. Henning Troelsen

7. Amina Mustaghim Jawed

8. Birgitte S. Moos Laursen

9. Per A. Moos Laursen

10 Leif Jørgensen

11. Bo Bergstrøm

Skriv en kommentar