Flaget var hejst på Fredericia Gymnasium, da rektor Poul Erik Madsen i dag kunne fejre sin 70 års fødselsdag. Gennem 3 årtier har han stået i spidsen for byens gymnasium, hvor flere generationer kender ham som den, han er. Poul Erik Madsens faglighed og overblik over den uddannelsesmæssige udvikling er imponerende, men ikke mindst hans interesse for de unge og deres udvikling, har været et fast holdepunkt for Fredericia i gennem de mere end 30 år, han har fungeret som rektor.

Han begyndte som rektor på Fredericia Gymnasium i 1990, og var en af de yngste rektorer i Danmark på det tidspunkt. Dengang var der knap 500 elever på skolen. Nu er der over 1000. Næsten halvdelen af Fredericias unge. Han satte sig for at gennemføre nogle tiltrængte forandringer og en sætte en ny dagsorden. Gymnasiet er blomstret, og er i dag en af fyrtårnene i det fredericianske liv og hverdag. I 2020 sagde han til avisen:

»Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe forpligtigelse. Man har de unge mennesker gående i tre af de vigtigste år i deres liv. Og der sker så meget for dem på det her tidspunkt. Vi skal sikre at de kommer godt videre. At de får faglighed, men også at de bliver livsduelige og robuste unge. Det er helt afgørende for hver eneste generation, at vi skaber de her stærke unge. Det er ryggraden i vores samfund. En ungdomsuddannelse betyder meget. I den alder fra 15 til 19 år sker der så utrolig meget for en ung. Det er en sårbar periode. Og hvis vi får dem igennem, så har jeg troen på at de er godt kørende«.

Poul Erik Madsens engagement for de unge, Fredericia og Fredericia Gymnasium gennem alle disse år, kan ikke undervurderes. Hans betydning for byens selvforståelse på det uddannelsesmæssige område, men ikke mindst hans gennemslagskraft som rektor for en betydningsfuld undervisningsinstitution i byen, tjener ham til ære. Hans opmærksomhed på ungdommens vitale betydning, karakterdannelsen og skabelsen af et helt menneske er bærende værdier, der har medvirket til at gøre Fredericia Gymnasium til den vellidte institution, vi kender i dag.

Hele redaktionen ønsker Poul Erik Madsen hjerteligt tillykke med de 70 år, og Fredericia Gymnasium tillykke med Poul Erik Madsen.

Foto: AVISEN