Musuemslederen kigger på, da den reformerte kirke kom til Fredericia.

Fredericia havde en meget tung barndom efter grundlæggelsen i 1650. Det var mere end svært at tiltrække nye indbyggere. Som en form for løsning udstedte kong Christian 5. derfor et helt særligt sæt privilegier til Fredericia i 1674. Disse blev mere eller mindre gentaget i et nyt sæt privilegier i 1682. I begge privilegier blev der givet en del økonomiske rettigheder og religionsfrihed i Fredericia, og det var helt usædvanligt på den tid.

I 1600-tallets Danmark var der ikke religionsfrihed. Efter Reformationen i 1536 var det lovbestemt, at alle skulle have samme religion som kongen, hvilket var den evangelisk-lutherske tro. Det var ganske enkelt forbudt at tro på noget andet end, hvad den danske konge troede på. Fredericias status som religiøs fristad var derfor noget helt specielt i Danmark på dette tidspunkt, og byen havde denne særstatus i det danske kongerige frem til Grundloven af 5. juni 1849, hvor hele riget fik religionsfrihed. 

Fristaden betød, at alle kristne konfessioner og jøderne fik lov til at slå sig ned i Fredericia, hvor de måtte udøve deres religion, hvilket ikke var tilladt ellers i Danmark. Jøderne fik endog tilladelse til at opføre en synagoge. Den frie religionsudøvelse i Fredericia blev givet for at få byen til at vokse. Den nye by havde som sagt svært ved at tiltrække indbyggere og håbet var, at en religionsfrihed kunne lokke pengestærke mænd, købmænd, håndværkere, og andre nyttige personer, til at bosætte sig i Fredericia. I de følgende ca. 200 år, hvor Fredericia havde særstatus i kongeriget Danmark, blev det især tre grupper, som hver på deres måde kom til at præge bybilledet i Fredericia. Disse tre grupper var katolikkerne, jøderne og de reformerte.

Den religiøse fristad betød ikke en fuldstændig ligeberettigelse for alle religioner i Fredericia. Ud over den jødiske tro var det kun forskellige grene af den kristne tro, der var tilladt i byen, og generelt var den evangelisk-lutherske tro – som for det øvrige Danmark – den “øverste” tro i Fredericia. De øvrige konfessioner blev tilladt, men måtte eksempelvis ikke missionere blandt luthersk troende. Man måtte udøve den religion, man var født til, men det var ikke tilladt at konvertere til at være katolik, huguenot eller jøde. Der var ikke frit valg, og det blev straffet hårdt, hvis man gik imod loven. Da hele kongeriget fik religionsfrihed med Grundloven i 1849 betød det ikke det store for byen Fredericia bortset fra, at den mistede sin særstatus. For de forskellige konfessioner i byen betød Grundloven dog, at de dermed fik en mere lovmæssig ligestilling overfor den evangelisk-lutherske tro.

Fra Frankrig til Fredericia

Katolikkerne og jøderne kom til Fredericia i spredt orden, men de reformerte kom som en samlet gruppe, der var blevet særligt inviteret af kong Frederik 4. i 1719. I 1720 bosatte de første reformerte familier sig i Fredericia, men hvem var de reformerte så?

I 1500-tallet opstod protestantismen efter Reformationen i Nordeuropa. Martin Luther var ikke den eneste reformator, og andre var mere eller mindre enige i hans udlægning af kristendommen. Visse reformatorer så lidt anderledes på tolkningerne af de forskellige handlinger, og der opstod derfor nye retninger inden for protestantismen. En af disse var både inspireret af Ulrich Zwingli og siden Jean Calvin fra Geneve. Jean Calvins følgere blev kaldt for calvinister eller huguenotter (huguenot er en forvanskning af ordet Eidsgenosse, der var betegnelsen for en schweizisk borger).

Huguenotterne slog sig blandt andet ned i det ellers katolske Frankrig, hvor de i 1598 fik fri religionsudøvelse. I Frankrig blev huguenotterne kaldt for reformerte. Forholdene for de reformerte ændrede sig dog i 1600-tallet til det værre. I 1685 kulminerede det, da den frie religionsudøvelse i Frankrig blev ophævet. Der blev udsendt et dekret om, at reformerte kirker skulle nedbrydes, al reformert gudstjeneste skulle forbydes, reformerte præster skulle landsforvises og reformerte børn skulle tvangsdøbes som katolikker. Disse tiltag gjorde, at mange reformerte flygtede eller udvandrede til eksempelvis Brandenburg, Schweiz, Nederlandene og England.

Efter Fredericias grundlæggelse i 1650 havde byen en svær start. Frederik 4. besluttede sig derfor til at invitere den reformerte gruppe til at bosætte sig i Fredericia i 1719. De reformerte havde et godt ry som dydige og arbejdsomme – to karaktertræk, som Frederik 4. gerne så komme til Fredericia. Han gav derfor gruppen en række særlige privilegier: Menigheden fik anvist jord inde i byen til beboelse og dyrkning, samt over 200 havepladser uden for byen. Denne jord blev administreret kollektivt af menigheden.

I 1720 kom de første familier fra Brandenburg og inden for to år var der ankommet ca. 70 familier. I 1736 kunne man indvie kirke og kirkegård. Fra 1821 blev kirkens område desuden udvidet med en skole. Den dag i dag er der fortsat en velfungerende menighed af reformerte i Fredericia.

Skriv en kommentar