Da Poul Schlüter i 1970’erne begyndte at rejse sig i Det Konservative Folkeparti, startede han stort set fra bunden. En stribe af valgnederlag til partiet gjorde det tydeligt, at det var svært at få folkelig opbakning midt i en rød bølge af socialisme. Først i 1977 begyndte det at vende under sloganet “borgerlige stemmer der arbejder”.

Denne røde bølge flirtede med kommunismen i østblokken, der hvilede på en tusindeårs ideologi, hvor mennesket skulle befries fra kapitalismens åg, og om nødvendigt med vold og magt som middel. At der for et lille og relativt ubetydeligt land som Danmark var tale om en skæbneskamp, er ikke overdrevet. For Danmark var siden den første arbejderregering i 1920’erne kom til verden et land, der bevægede sig på kanten af socialismen, selvom det altid lykkedes for socialdemokraterne at holde sig på måtten, når det kom til revolutionisme og statskup.

Socialdemokraterne gik til valg på den fattige mands sag, men når realiteterne skulle behandles, gik man stort set altid frem med mådehold og besindighed. Det fik de danske kommunister i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, til at betegne socialdemokraterne som klasseforrædere. Formanden for DKP, Aksel Larsen, rejste lystigt rundt i Sovjetunionen i 1920’erne og 1930’erne, hvor han må formodes at have været vidende om kommunismens dunkle sider, herunder forfølgelserne og skueprocesserne under Stalin. For den danske partiformand havde gået på Lenin-skolen i Moskva og plejede forbindelser med verdenseliten indenfor den kommunistiske ideologi. Lige indtil han stiftede Socialistisk Folkeparti i 1959. Herefter indgik han en alliance med socialdemokraterne, og SF blev fast støtteparti for Socialdemokratiet. Op gennem 1960’erne spillede dette “røde flertal” en afgørende rolle for velfærdsstatens nyudvikling. Og Aksel Larsen solgte sine SF-stemmer dyrt. Det betød også at der skulle ske forbedringer for arbejderne, der traditionelt havde været henvist til baggårdene og fælleslokum med alle de andre. Ud af 1960’erne voksede der så et stort, socialt lovkompleks, der mundede ud i en transformation i retning mod en bistandslov, der gav borgerne en række sociale rettigheder. Og da bistandsloven blev en realitet i begyndelsen af 1970’erne, var der taget hånd om mange interessegrupper, der nu kunne regne med statens forsørgelse, fremfor fattiggården eller familien:

Man flyttede ganske enkelt ansvaret over på fællesskabet og væk fra familien. Det betød samtidig at behovet for stærke familiebånd blev reduceret kraftigt. Bistandsloven gjorde det muligt at have børn alene, og allerede med den første forældreretslov i 1970, havde man sikret betydelig økonomisk overførsel til enlige fra den forælder, der ikke havde barnet hos sig. Ikke uden grund eksploderede skilsmissekvoten i 1970’erne. Muligheden for nu at kunne klare sig med flere børn uden en ægtefælle eller partner i hjemmet, minskede behovet for den klassiske far-mor-børn-model. Tilbage var kun fordommene, men de kostede jo ikke penge. Børn kunne også blive passet i et fortsat voksende daginstitutionsområde. Samtidig kommer kvinder for alvor på arbejdsmarkedet. Så den hjemmegående husmoder var ved at blive udfaset i det danske samfund.

Her virkede de klassiske, konservative dyder om husmoderens og familiens betydning som utidssvarende. I en tid hvor ungdomsrevolutionen og Beatles-generationen forandrede de sociale normer med stor hast, kom de konservative partifolk til at ligne et levn fra fortiden. Partiet havde brug for en fornyelse, men internt ønskede man ikke at give slip på de værdier, der blev båret rundt på, og som var Det Konservative Folkepartis hjertebørn. Der var ikke udsalg hos de konservative. Her gik man fortsat i jakkesæt og fik klippet håret. Men der var fornyelse på vej. Den kom fra Sønderjylland, hvor en snarrådig politiker ved navn Poul Schlüter arbejdede sig op i partiet. Han var uddannet jurist, og blev i januar 1974 valgt som formand for den konservative folketingsgruppe, 44 år gammel.

Det blev begyndelsen til et konservativt eventyr, der først sluttede med Tamilsagen i 1993. Men i 1974 var der var længe til Schlüters exit i dansk politik. Schlüter-epoken blev en af Det Konservative Folkepartis højdepunkter. Først skulle den konservative krise dog vendes. I 1973 havde Danmark haft et jordskredsvalg, der konsekvent havde afstraffet de gamle partier. Fremskridtspartiet var stormet ind i Folketinget, hvor Mogens Glistrup med store armbevægelser havde vendt op og ned på den politiske dagsorden. Den efterfølgende krise sad dybt i de gamle partier, også i Socialdemokratiet, der havde for vane at tænke som om de havde førsteretten til magten i landet. Som det uundgåeligt største parti, med den uundgåeligt største bevægelse bag sig, var det såre naturligt for den socialdemokratiske bevægeslse at Socialdemokratiet havde den største indflydelse. Man gik generelt til valg på ‘at gøre de gode tider bedre’. Lidt mere optimistisk end nutidens populære, socialdemokratiske buzz-word “sammen” (men ikke med hvem), der bliver brugt om alt fra Hjallerup Marked til de kongelige. Det er dejlig bredt.

Den var næppe gået med Poul Schlüter, der yndede at være konkret og få kortene på bordet. Noget han beviste allerede i begyndelsen af sit formandsskab, hvor hans lidt stilfærdige og alligevel retorisk stærke sprog, vakte de konservative til live. For både internt i partiet, såvel som i forhold til de andre borgerlige partier, var der udfordringer. De borgerlige partier kæmpede heller ikke kun mod socialdemokraterne. De kæmpede også mod hinanden. Uenigheder havde historisk banet vejen for socialdemokraterne. Helt galt gik det i 1978, da Anker Jørgensen bød de borgerlige til bal. Venstre hoppede på, og i 1978-1979 var der en mystisk mellemregning af en SV-regering. Den lykkedes heller ikke med meget. Men man kunne da tale om at Anker Jørgensen udviste tværpolitisk vilje.

Det styrkede utvivlsomt Det Konservative Folkeparti at Venstre havde været til bal med Socialdemokratiet. Samtidig fik partiet med Poul Schlüter, og dermed hele den borgerlige lejr, et politisk talent af usædvanlig karakter. Det var et talent, der blev anerkendt bredt. Hans talent for at forene ofte uforenelige synspunkt gjorde ham langtidsholdbar hos de borgerlige. Han havde dog på et tidspunkt været så fræk, at han kom til at udtale at man kunne lægge Venstre sammen med Det Konservative Folkeparti, fordi partierne alligevel slogedes om de samme stemmer. Det fik han dog hurtigt pakket væk igen, for partiloyalisterne i begge partier anså den snak for noget nær blasfemi. Men udtalelsen vidner om Schlüters pragmatiske tankegang, der ofte vandt slagene for ham. Men han var ikke uden værdier. På det konservative folkepartis landsmøde i 1973, sagde Schlüter som modsvar på den generelle påstand om at de konservative ikke var plaget af ‘dogmer og politiske patentformler’, at hans parti var “smækfyldt med ide og holdning”, og han uddybede til sidst i sin tale:

“Det er ideen om at forsvare demokratiet, at stå imod modebølger, der angriber parlamentarismen og den retsbeskyttelse for folket, at det er dets valgte repræsentanter, der træffer beslutningerne, og ikke pressionsgrupperne”.

Det sagde han på et tidspunkt, hvor dele af venstrefløjen åbenlyst erklærede deres støtte til revolutionære tanker, hvis de ikke ligefrem glædede sig til at Danmark blev en del af en kommunistisk verdensorden. Det var med en tydelig dagsorden, at Poul Schlüter tonede rent flag mod det, der på tidspunktet for hans tale, var det mest revolutionære sindelag, man havde kendt i den danske befolkning siden Påskekrisen i 1920.

Men rejsen mod et borgerligt skifte i Danmark gik hånd i hånd med Anker Jørgensens tid som statsminister. ‘Anker’ var måske en af historiens mest folkekære politikere, respekteret af sine modstandere som en hædersmand, særdeles beskeden og helt uden alvorlige skadesvirkninger af sin færden i den politiske arena. Efter at Jørgensen havde fået posten som statsminister ud af det blå, dukkede han op på den internationale arena som et decideret modpol til sin forgænger, statsmanden Jens Otto Krag, der kunne begå sig på alle bonede gulve, sammen med hans kendte skuespillerhustru, Helle Virkner. Så meget at udenlandske journalister til nogle af Anker Jørgensens første internationale rejser som statsminister, spekulerede på om han virkelig var statsministeren fra Danmark.

Men det var heller ikke den udenrigspolitiske, der dragede Anker Jørgensen. Som mand af fagbevægelsen sværmede han om velfærdssamfundet og fællesskabet. Bedre løn, bedre boliger, bedre pension, bedre sundhed – og – bedre af det meste til de fleste. Problemet var at få økonomien til at hænge sammen med alle velfærdsydelserne. Det bleg også Anker Jørgensens politiske eftermæle. De borgerlige, ikke mindst Uffe Ellemann-Jensen (V), yndede at minde alle om, at det var Socialdemokratiet og ‘Anker’, der havde bragt Danmark tæt på statsbankerot.

Fagbevægelsen i Danmark stod meget stærkt i 1970’erne. Man havde, som det ofte blev sagt, sejret sig selv ihjel. Det er milevidt fra datidens fagbevægelse og Socialdemokratiet, til det vi kender i dag. For i 1970’erne var det at være arbejder, noget mange rent faktisk var. Selvom der stødt og roligt havde været en markant forøgelse af unge, der fik en videregående uddannelse, selvom de kom fra en arbejderfamilie, så var det endnu ikke slået igennem på arbejdsmarkedet. Derfor var det endnu håndbajere, leverpostej-madder og kolonihaver, der prægede arbejderbevægelsen. Her kunne man godt finde på at strejke. Specielt hvis der blev pillet ved realindkomsten. Købekraften var en afgørende faktor, og i forvejen tog den danske stat sig ganske godt betalt for alle velfærdsydelserne. Skatter og afgifter havde været stødt stigende i ualmindeligt lange tider, og ingen kunne rigtig huske hvornår den rejse var begyndt. Bedre blev det ikke af at man i 1970 havde fået stablet CPR-registreret på benene og fået registreret alle borgerne, så man var i stand til at opkræve skat direkte hos arbejdsgiverne. Det var ikke længere så nemt at smide en pengeseddel i baglommen til sig selv, for staten sørgede efter indførslen af kildeskatten for at skatten blev trukket først, så man kun kunne få udbetalt det resterende beløb.

Egentlig skulle gennemsnitsdanskeren være ret lykkelig. Man havde fået bedre boliger, bedre sundhedsvæsen, bedre uddannelser, bedre ældeomsorg, børnepasning, biblioteker og statsstøtte til alle mulige ting, man før havde måttet tjene penge til selv. Men i den sidste ende var det ikke nok til at overbevise den almene arbejder om, at han havde nok. Begreber som ‘økonomisk overskudsdeling’ spredte sig, hvor socialdemokrater som Mogens Lykketoft ivrigt argumenterede for en ‘retfærdig fordeling af udbyttet’. Resterne af klassesamfundet eksisterede endnu. Og i et klassesamfund betyder kroner og ører rigtig meget. Det handler om hvad der er tilbage, efter en lang dags arbejde. I sær i 1960’erne og 1970’erne, hvor industrisamfundet var på sit højeste. Her arbejdede mange fortsat ved samlebånd, ofte endda på akkord. Hjem fra fabrikken var ikke en melodi, men en daglig genkendelighed for rigtig mange danskere.

Denne røde tid, som perioden 1960-1980 godt kan kaldes, var en opbrudstid i klassesamfundet. Socialdemokraterne førte kniven mod klassesamfundet og insisterede på at alle skulle være lige. Embedsapparatet eksploderede i initiativrigdom, og antallet af offentlige ansatte fulgte med. Alle mulige områder kom under lup. Ekspertsamfundet blev født. Fra vugge til grav, staten har din arv. Reform efter reform. Og det kostede altsammen penge. Mange penge.

For fagbevægelsen havde det været en mærkesag at fastholde dyrtidsreguleringen, der var blevet indført i 1919. Den betød at når priserne steg, så blev lønmodtagerne kompenseret for prisstigningerne. Etableringen kom til verden på baggrund af en voldsom inflationsbølge under første verdenskrig. Det gav uro på arbejdsmarkedet. Men med indførslen af denne dyrtidsregulering fik arbejderbevægelsen en mærkesag ført igennem, hvor metoden blev til et nærmest ufravigeligt krav fra lønmodtagerne. Problemet med ordningen var, at det kunne føre til automatiserede prisstigninger, fordi det var indført i lønsystemet, at man kunne få denne dyrtidsregulering. For at holde den danske konkurrenceevne intakt var man nød til at holde lønningerne så lave, som det var muligt. Jens Otto Krag (A) havde leget med ilden i 1967, da han den 15. december satte et økonomisk forslag til afstemning i Folketinget, der skulle indefryse de danske dyrtidsportioner, fordi man ønskede at devaluere den danske krone. Det handlede om den danske eksport til Storbrittanien. I Socialistisk Folkeparti var der flere af medlemmerne i Folketingsgruppen, der anså dette for at være et angreb på lønmodtagerne. Det endte med at regeringen kom i mindretal, da 6 medlemmer af SF stemte imod. Det betød udskrivelse af et Folketingsvalg.

Med denne lektie i baghovedet kunne Anker Jørgensen i 1970’erne dårligt rokke ved problemerne med dyrtidsreguleringerne og konkurenceevnerne for den danske eksport. Samtidig fik man med indførslen af den nye bistandslov i midten af 1970’erne fortsat stigende omkostninger til overførselsindkomster. Altså nogenlunde samtidig med at den konservative Poul Schlüter etablerede sig på den politiske scene. Men også samtidig med at energikrisen slog igennem over hele verden, hvilket medførte betydelige prisstigninger på el, vamre og benzin. Der igen medførte prisstigninger på varer og tjenesteydelser. Og så videre. Det var en ond spiral, og løsningen var at låne flere penge i udlandet. Men Danmark bevægede sig på kanten af en økonomisk katastrofe.