Fredericia Shopping meddelte tidligere i dag, at formand Peter Lund Tørving stopper og afløses af den tidligere formand, Ole Mortensen, der ejer tøjforretningen Miami i Gothersgade. Det er et ganske udramatisk skifte, fortæller Peter Lund Tørving til Fredericia Avisen.

”Det er ikke noget bål og brand i det. Hvis jeg går i et år tilbage, så er der faktisk sket det, jeg håbede. Det lå aldrig i kortene, at jeg skulle have denne post i mange år. Jeg ønskede fra starten, at en anden skulle træde til, når han eller hun var klar,”
siger den nu forhenværende formand.

Peter Lund Tørving er i dag 43 år gammel og bestrider jobbet som varehuschef i Føtex City i Prinsessegade. Et job, som han passer dedikeret og som han ved kommer til at tage mere af hans tid.

”Jeg får helt sikkert mere at se til i butikken. Vi har foretaget nogle ændringer, som kræver mere af mig, og det glæder jeg mig til at komme i gang med,”
fortæller varehuschefen.

Efterlader et mere samarbejdende Fredericia Shopping

På mange parametre går det fremad i Fredericia, også for Fredericia Shopping. Et mere koordineret og stærkt netværk er udviklet de seneste år. ”Og det sidste år har samarbejdet mellem Fredericia Kommune, Fredericia Shopping og Business Fredericia rykket sig markant”, siger Peter Lund Tørving og fortsætter:

”Jeg er faktisk tilfreds. Seneste viste vi, at vi har skabt en samarbejdende kultur generelt, som da EventC var med til at planlægge årets sommerrock. Jeg overtog en fornuftig platform, og den er blevet endnu stærkere. Det er jeg faktisk stolt af. Samtidig vil jeg gerne ønske Ole Mortensen tillykke med opgaven. Det er dejligt, at han er klar til at tage en tørn mere for vores forening.”

Det er ikke kun i arbejdslivet, at den 43-årige varehuschef Peter Lund Tørving har travlt. Privat er han ved at bygge hus sammen med sin hustru Mette og deres to drenge på 9 og 11 år, derudover bruges fritiden på cyklen fra deres bopæl i Odense.