Fredericia Kommune har været i dialog med de unge OL atleters klub, Fredericia Triatlon Team, siden de første, flotte resultater tikkede ind hos Ritzau, oplyser Fredericia Kommune.
Men det er først nu, at kommunen giver lyd fra sig og oplyser, at de superseje fredericianere skal fejret.
Den 16 årige triatlet Emil Deleuran Hansen vandt guld, som en del af det europæiske mixed-stafethold, torsdag den 21. august. Tidligere på ugen havde Emil vundet en bronze i den individuelle konkurrence. Den kvindelige triatlet Alberte Kjær markerede sig også flot med sit team ’Europa 4’, der samlet fik en placering som nr. 4 ved OL i Nanjing i Kina. Den 22. august kunne endnu en fredericiansk atlet stille sig på podiet ved ungdoms OL arrangementet, da cykelrytteren, Mikkel Honoré – med holdkammeraten Rasmus Salling – vandt en sølvmedalje.
– Det er en meget flot præstation af de tre unge atleter. Det kræver både hård og megen træning, at opnå så flotte resultater, men samtidig vidner det også om, at vi i Fredericia dels har potentialet til gode idrætsudøvere, dels har de klubber og foreninger, der skal til for at understøtte, udvikle og fastholde den optimale træning for vores idrætsudøvere, udtaler Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard.
Atleterne hyldes ved tre arrangementer
Mandag den 1. september kl. 9.50 til 10.05 på IBC i Fredericia bliver den 17-årige gymnasieelev Mikkel Honoré hyldet for sine flotte resultater ved ungdoms-OL i Kina – blandt andet en flot sølvmedalje.
Tirsdag den 2. september står Fredericia Eliteidræt for en morgenhyldest i FIC, hvor der ønskes de unge atleter tillykke med deres flotte præstationer. Dette arrangement afvikles i forbindelse med morgentræning i Fredericia Eliteidræt i Fredericia Idrætscenter.
Onsdag den 3. september kl. 17.00 – 18.00 er det Fredericia Kommune ved Borgmester, Jacob Bjerregaard og formanden for Kultur og Idrætsudvalget, Lars Ejby samt Fredericia Eliteidræt, der på byrådets og kommunens vegne ønsker at hylde og hilse på de tre ungdoms OL atleter samt deres familie og klub.
( Foto: DIF )