Forestillinger om aftenen i Ålborg, Aarhus, Odense og København. Prøver i Fredericia om dagen. Scenekunstnerens hverdag har længe været virkelighed for 3. årgang; de er nemlig – eller har lige været – i scenetjeneste – uddannelsens afsluttende ”praktik”.
Cecilie Greiber Alring og Emil Birk Hartmann medvirker i Aalborg Teaters ”Cabaret”. I Aarhus Teaters ”Les Miserables” kan man opleve Katrine Skovbo Jespersen, Susanne Uldall Thyssen, Jakob Prüser og Mikkel Moltke Hvilsom, og Christoffer Møller Pedersen og Christian Nicolai Collenburg har været en del af holdet bag Odense Teaters ”De Tre Musketerer”. Endelig har Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen været med i ”Evita” på Det Ny Teater.
Showcase 2014 er en fælles udfordring for alle studerende. 3. årgangs ni nye performere er solister, 1. årgang arbejder bag scenen, og 2. årgang medvirker som ensemble i dobbeltforestillingens to spændende musicals:
Andrew Lippas off-Broadway musical ”The Wild Party” med instruktion og koreografi af Tim Zimmermann. ”The Wild Party” blev i 2000 nomineret til 12 Drama Desk Awards og vandt en enkelt for ”Outstanding Music”. Det er en voldsom kærlighedshistorie – et trekantdrama fyldt med store følelser – og musikalsk en rejse gennem jazz, vaudeville og gospeltoner.
Og den uofficielle Danmarkspremiere på Broadway-musicalen fra 2011 ”Catch me if you Can”, instrueret af Scott Susong og med Rebekka Lund som koreograf. En hæsblæsende historie om en ung mands kamp med sig selv og verden omkring ham – en kamp, der medfører løgne og bedrag. Musicalen er baseret på filmen af samme navn fra 2002 med Leonardo DiCaprio og Tom Hanks og modtog flere Tony Award-nomineringer (bl.a. Best Musical) og Drama Desk Award-nomineringer for bl.a. Outstanding Music.
Hen over sommeren og efteråret 2015 venter de første professionelle engagementer – faktisk er det i år helt usædvanligt alle ni, der allerede kan skrive en fremtidig forestilling på CV’et.
Fakta om billetsalg:
Spillested: Fredericia Teater
Spilleperiode: 22.-25. juni
Spilletidspunkt: Søndag og mandag den 22. og 23. kl. 17.00, tirsdag og onsdag den 24. og 25. kl. 19.00
Billetpriser: 60 kr. + gebyr (studerende/unge under 26: 35 kr. + gebyr).
Billetbestilling: Billetnet.dk
www.musicalakademiet.dk, www.facebook.com/musicalakademiet
(Foto: Søren Malmose )