Fra søndag den 7. august og cirka to uger frem udskifter Vejdirektoratet den slidte asfalt på E20 Østjyske Motorvej i nordgående retning mellem Motorvejskryds Fredericia og Motorvejskryds Skærup.

Trafikanter, der tager turen ad Østjyske Motorvej ved Taulov i Sydjylland sydvest for Fredericia, skal forberede sig på lidt ekstra rejsetid i perioden fra søndag den 7. august og omkring to uger frem, da Vejdirektoratet lægger ny asfalt på motorvejen.

Arbejdet bliver udført som aften- og natarbejde i tidsrummet fra kl. 19.00 og frem til kl. 06.30 for første etape og fra kl. 18.30 til kl. 06.30 for anden etape af vejarbejdet. Tidsrummet er valgt for at medføre mindst mulig belastning for trafikanterne.

Sådan foregår arbejdet

Først bliver den gamle belægning affræset, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt en ny og mere klimavenlig asfalt og påført nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanterne

Arbejdet vil blive udført i to etaper. På etape 1 bliver der arbejdet fra Motorvejskryds Fredericia til nord for rampeanlæg <60b> Taulov N i tidsrummet fra kl. 19.00 til kl. 06.30.

Arbejdet vil have følgende konsekvenser:

Ved aften- og natarbejdet spærres nordgående spor mod Skærup ved Motorvejkryds Fredericia.
Trafikanter fra Taulov mod Vejle vil få omkørsel ad Rute 171 Vejle Landevej via rampeanlæg <60a> Fredericia V eller rampeanlæg <61> Taulov.
Fra- og tilkørselsrampe <60b> Taulov N i nordgående retning vil være spærret.
På etape 2 bliver der arbejdet fra nord for rampeanlæg <60b> Taulov N til Motorvejskryds Skærup i tidsrummet fra kl. 18.30 til kl. 06.30.

Arbejdet vil have følgende konsekvenser:

Ved aften- og natarbejdet ledes nordgående trafik over i sydgående spor med ét spor farbart i begge retninger.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og trafikanter vil på grund af omkørslen få en forlænget rejsetid.

I dagtimerne, hvor der ikke arbejdes på strækningen, vil vejen være åben for normal trafik.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.