Nu er Fredericias whistleblowerordning klar til brug

0
14

Nu kan ansatte og leverandører indberette anonymt via Fredericia Kommunes whistleblowerordning

Fra december 2021 bliver det nemlig et krav i Danmark og EU, at alle offentlige institutioner etablerer en whistleblowerordning, hvor man bl.a. kan indberette om overtrædelser af tavshedspligter, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og beskikkelse. Nu er Fredericia Kommune klar med en whistleblowerordning.

– Allerede for 2½ år siden stillede Enhedslisten et forslag i byrådet om at oprette en whistleblowerordning, så jeg er rigtig glad for, at det nu endelig bliver en realitet. Det er noget vi har kæmpet for længe, så vi er glade for, at medarbejdere og eksterne leverandører nu har en kanal, hvor de kan komme med deres indberetninger anonymt, siger Cecilie Roed Schultz, medlem af Økonomiudvalget.

Fra i dag, mandag den 4. oktober 2021, kan alle kommunens nuværende, tiltrædende og tidligere ansatte, samarbejdspartnere, og leverandører indberette til ordningen. Ordningen ligger på kommunens hjemmeside, og det er muligt at være anonym, når man indberetter.

– De interne afdækninger har vist, at der er behov for en whistleblowerordning, hvor man kan indberette uregelmæssigheder anonymt. Men ordningen skal ses som et supplement til den samarbejdsstruktur, vi har i hverdagen medarbejdere og ledere imellem. Derfor er de endelige rammer for whistleblowerordningen også aftalt med vores Hovedmedarbejderudvalg (HMU) for at sikre, at der er en tæt kobling til vores tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, siger borgmester Steen Wrist.

Muligheden for at indberette anonymt er også vigtig for Susanne Eilersen, medlem af Økonomiudvalget, men hun understreger, at der også kan være ulemper ved anonymitet:

– Muligheden for at indberette anonymt øger sandsynligheden for, at der kommer indberetninger, men det har også den ulempe, at det kan umuliggøre eller besværliggøre visse undersøgelser. Derfor er det vigtig med en grundig information om, hvilken viden der er brug for, når man indberetter. Lige så vigtigt er det, at der bliver vejledt i, hvilke andre indberetningskanaler, der kunne være relevante at bruge.

Ordningen bliver tilgængelig for leverandører samtidigt med ansatte, og det glæder Pernelle Jensen, medlem af Økonomiudvalget:

– Det er vigtigt, at whistleblowerordningen også omfatter eksterne leverandører, da det vil øge vores muligheden for at få indberetninger og relevant viden om organisationen udefra. For mig er det vigtigt, at de også har en kanal, hvor de anonymt kan komme med deres indberetninger. Især fordi det, som vi har været igennem siden december, har vist et behov for en whistleblowerordning – både internt og eksternt.

Byrådsmedlem Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, hilser den nye whistleblower ordning velkommen.

– Det skal være trygt for de 4000 medarbejdere i Fredericia Kommune, at sige deres mening. Der er desværre mange grunde til, at det er svært at kunne gøre det, men jeg vil opfordre til, at de med denne ordning vil bidrage til det, jeg kalder nye tider, hvor åbenheden og afsløring af forhold af kritisabel karakter kommer frem i lyset. Jeg vil afvente og se sammensætningen af whistleblowergruppen og deres relation til organisationen, med et ønske om total neutralitet i forhold til partier og faglige organisationer.

Fakta om whistleblowerordningen

  • I budget 2020 blev det besluttet, at der i løbet af 2021 skulle oprettes en whistleblowerordning.
  • Den 7. oktober 2019 vedtog Rådet for den Europæiske Union et nyt direktiv, der forpligter blandt andet offentlige myndigheder til at etablere en whistleblowerordning. Direktivet styrker desuden beskyttelsen af whistleblowere.
  • Som udgangspunkt forpligter direktivet alle offentlige instanser til at lave en whistleblowerordning. Den 24. juni 2021 vedtog Folketinget Forslag til Lov om beskyttelse af whistleblowere. Loven implementerer EU-direktivet fra 2019. Loven medfører bl.a. en pligt for alle kommuner og arbejdsgivere med minimum 50 ansatte til at etablere en whistleblowerordning.
  • Hvad er formålet med whistleblowerordningen?
    Formålet med whistleblowerordningen er, at:
    • Give nuværende, tiltrædende og tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere med en arbejdsmæssig tilknytning til kommunen mulighed for anonymt (og ikke anonymt) at indberette ulovlige forhold og grove forsømmelser inden for den kommunale administration til et særligt whistleblowerteam.
    • Være med til, at de indgivne oplysninger bliver håndteret hurtigt og bliver brugt konstruktivt til at forebygge ulovlige forhold og grove eller gentagne forsømmelser i Fredericia Kommune.
  • Hvem kan indberette?
    Alle kommunens nuværende, tiltrædende og tidligere ansatte, samarbejdspartnere, som aflønnes af og/eller udfører opgaver på vegne af kommunen (fx plejefamilier, anden aktør) og leverandører af varer og tjenesteydelser til kommunen kan indberette til ordningen.

Borgere kan som altid tage fat i borgervejlederen, hvis de oplever noget, der er bekymrende.

  • Hvad kan der indberettes om?
    Du kan indgive oplysninger, hvis du har viden eller begrundet mistanke om strafbare forhold eller grove og gentagne forsømmelser i Fredericia Kommune. Det er f.eks. alvorlige forhold, hvis oplysningerne vedrører:
    • Strafbare forhold og andre lovovertrædelser
    • Fare for enkeltpersoners helbred og sikkerhed
    • Grove tilfælde af omsorgssvigt og lignende.

Listen er ikke udtømmende.

Skriv en kommentar