Vi er i Danmark i den lille by Sønder Vilstrup. Fredericias lokale vinhandler Dennis Kappel fra Vinoble har inviteret på tur i MODAVIs vinmarker og efterfølgende på kaffe i vinforretningen i Danmarksgade.
Efter forsigtig kørsel gennem tyk tåge, hvor man dog på vejen kan nyde naturen langs Sønder Vilstrupvej; bæk, skov, allé, dam og vinmarker, der møder øjnene i fryd. Jeg kører opad grusstigen langs vinmarkerne og får følelsen af at være i Frankrig.
Vinbonden Kim F. Madsen møder os i sin produktion, hvor han er ved at rydde op efter gårsdagens gæstesmagning. Vinhandleren Dennis Kappel og Vinboden griner og mødes med et sikkert godt håndtryk. Vinboden hilser på mig og spørger, hvem er du så? Jeg svarer prompte – kommunikationsmand, historiker og filosof, og så starter fremvisningen af MODAVI.
MODAVI – vin fra et stort vinhjertet
Passionen, nydelsen og glæden ved vinen cementeres efter få sekunder af Vinbonden. Det er en livstil.
”Jeg elsker det her, men jeg bliver ikke rig af det, og det er heller ikke derfor, at jeg har valgt det. Jeg nyder at udvikle vinen, metoderne og jeg er autodidakt. Jeg lærer hver eneste dag, det er livet”, fortæller Vinbonden.
Vinbonden og Vinhandleren deler passionen for god vin og smag. Dansk vin er på vej frem, og en af de bedste producenter i Danmark er MODAVI. MODAVI-eventyret startede i 2004, da Kim og hans hustru Lillian var på vinkursus. I dag laver Kim ikke andet, og han fortæller humoristisk, at Lillian har fast arbejde og derfor sponsorer hans passion i disse år. Ægteparret deler drømmen om bæredygtig og rentabel vinproduktion. Vinboden og Vinhandleren fortæller om de mange vine, hvad de kan og Vinboden om de tekniske elementer i vinens tilblivelse og Vinhandleren om smagen og favoritterne.
”Jeg er særlig glad og tilfreds med roséen og dessertvinene”, de smager godt og beviser, at dansk vin har sin berettigelse”, siger vinhandler Dennis Kappel.
Vi går videre ud på markerne og får syn for de sorter, som MODAVI har. Vinboden er stolt af sin rødvin, der bliver bedre og bedre. I marken er hustruen Lillian i gang med at lufte vinstokkene.
”Om to-tre uger kan vi høste. Vejrudsigten ser rigtig god ud, så jeg tror på, at vi får en god høst i år”, siger Kim.
Vi går retur til bilerne og bliver enige om at mødes igen. Kim har så meget mere at fortælle og det har Dennis også, så vi kører videre til Fredericia centrum, parkerer bilen ved siden af Fredericias anerkendte teater, der pt. hitter med musicalen ”Shu-bi-dua”.
Cykler derud af
Nærmeste i samme fart som Shu-bi-duasangen ”Fed Rocks” linjer – så cykler vi derud, blev Dennis selvstændig og så var det bare i gang med at træde i pedalerne.
Det at blive selvstændig lå dog ikke i kortene for Dennis Kappel, men her hvor to-års-fødselsdagen nærmer sig, fortryder han intet. Oprindeligt udlært tjener fra Aagaard Kro og Hannerup Skov blev han efterfølgende bestyrer af Vinspecialisten i Vejle, derfra røg han retur til tjenerfaget i Ti Trin Neds festlokaler på Hannerup Skov, og derfra videre til den vinbutik, som sidenhen blev hans.
En arv der forpligter – fra Overgaard til Ærensgaard til Kappel
Vinoble i Fredericia hed tidligere Ærensgaard Vinhandel og netop Peter Ærensgaard har haft stor betydning for Dennis. Peter blev udlært ved en af byens bedste vinhandlere Købmand Overgaard og den arv tog han med.
”Jeg nåede at arbejde sammen med Peter i ni måneder og jeg tog alt den viden til mig, som jeg kunne. På tjeneruddannelsen brugte vi meget tid på vin, lande og smag. Så jeg havde teorien i orden, men jeg fik meget ud af at arbejde med Peter”.
Sidenhen besluttede Peter, at han ville følge nye livsspor og Østjysk Vinforsyning overtog butikken.
”Efter noget tid blev jeg prikket på skulderen – der var interesserede købere til butikken. Jeg havde været bestyrer for Østjysk Vinforsyning og det var sådan set OK for mig. Men jeg tog springet til at blive selvstændig, fordi jeg troede på mig selv og på byen. Jeg så mulighederne for en god vinhandel.”
Et tigerspring i livet
Man lærer for livet og det må Dennis også sande. ”Det har været et tigerspring for mig. Jeg er blevet klogere på forretning, økonomi, indkøb, kundepsykologi, og meget mere”, fortæller Dennis, imens butikkens håndmalede Guatamalakaffe bliver overhældt med kogende vand i butikkens baglokale.
”Jeg elsker mit job. Der er ikke to ens kunder og der er ikke to ens dage. Jeg leverer til alt til Familien Danmark, virksomheder eller bare til parret, der vil have noget lækkert vin til en fredag aften. Flere og flere brudepar melder sig også i butikken. Det er dejligt, når man kan rådgive om kærligheden til vin, når mennesker skal sluttes sammen i kærlighed. Deres dag er vigtig og jeg ved, at den rigtige vin, der passer til mad, gæster og omgivelser, kan give en endnu bedre oplevelse”.
Fragtmanden står ved disken. Der er kommet friske forsyninger. Lækker vin til kunderne, som naturligvis sælges til ekstra favorable priser i forbindelse med to års fødselsdagen er kommet frem. Dennis kigger rundt i sin butik for at finde det helt rigtige spot til dem. Man møder et væld af lækkerier og specialiteter på vejen rundt. Kaffe, te, chokolade, øl, vin, chips, rom, whisky og alt, hvad hjertet og maven begærer.
Hvad er din egen favorit, spørger jeg?
”Sjovt du spørger. Jeg får tit det spørgsmål, og det er ikke forkert, når jeg siger, at jeg har en bred smag. Vin skal smage godt og give følelsen af frihed, nydelse og livet med alle dets nuancer. Glad, sur, bitter, syrlig, sprød, krydret, sød og så videre. Jeg er særligt glad for portvin og amerikanske vine, men en god italiener, franskmand eller spanier er absolut heller ikke ad vejen”.
Rejser og smager for at blive bedre
Dennis Kappel og hans hustru Katrine deler også passionen, når de rejser. ”Lige meget, hvor vi er, så sørger vi for at lægge vinbesøg ind i kalenderen. Vi ser vinslotte, vingårde og smager for at blive klogere, så vi kan give det videre til vores kunder. Vi er også med på de leverandørture, som der er i løbet af året. Vi har blandt andet været i USA, Spanien, Sydfrankrig, Italien, Portugal og senest Falster. Det er en fornøjelse at møde så mange passionerede mennesker”.
Virksomheders gaver er et hit
Vi afbrydes et par gange i løbet af interviewet. En lokal bankmand skal bruge vingaver til et par møder, en anden kunde vil være klogere på god rom, og Dennis fortæller historien ærligt og lige til, men alligevel får man følelsen af Jamaica og solen, når han fortæller. Eller mærker hans glæde ved at pakke den kurv ind, som en større virksomhed lige har bestilt. ”Det er altid dejligt at lave noget, der skal gøre andre glade”. Der pakkes mange virksomhedsgaver i løbet af en dag og nu nærmer julehandlen sig, hvor der helt sikkert også vil være mange lækre pakker med vin og chokolade til virksomhedernes medarbejdere og kunder.
Jeg forlader Dennis’ butik med et smil og en pose med vin og chips. Chips, jeg bare skulle prøve, mente Vinhandleren.