Klaus Zoffmann-Jensen, der driver den historiske perle Hannerup Skov, fortalte for nogle uger siden om sit nye tilløbsstykke: ”Mødregruppebrunch”. Brunchen annonceres på Facebook og er udsolgt indenfor tre timer. Den er populær. 60 mødre og deres babyer deltager.
Af Andreas Dyhrberg Andreassen
Klaus ønsker nogle billeder fra brunchen, så vi aftaler, at jeg kigger forbi. ”Det er en udfordring, der kræver mod”, griner han til mig på telefonen.
Jeg tænker, ”hvorfor dog det”? Jeg har syv børn – hvad betyder det med 60 mødre og 60 babyer?
Emmaljunga-kortegen
Den vidunderlige grønne skovflora møder mig, da jeg kører op ad Hannerupbakken, som jeg kender meter for meter fra mig og mine venners Tour De France-dueller i barndommen. Jeg drejer ind mod Hannerup Skov. Jeg sænker farten og møder en kortege af Emmaljunga Barnevogne: ”Mødre går taktfast frem og tilbage med deres babyer. Jeg kører forsigtigt op langs siden af kortegen. De kigger på mig. Jeg parkerer bilen og tager min kamerataske med. Jeg er musestille, da jeg går mod indgangen; en vognpark af barnevogne danner en mur langs Hannerup Skov. Her står sovende babyer og nyder skovluften.
Jeg skynder mig ind. Lyden fra restauranten larmer ud ad døren mod skovens idylliske fuglelyde. Nogle fra Emmaljunga-kortegen kigger på mig med et blik, der siger: ”Skynd dig at lukke den dør”. Jeg kommer ind i det store lokale i stueetagen. 30 blikke møder mig. De må tænke; ”Hvad laver ham der her”?
Jeg føler mig som hanløven, der er kommet for tæt på en gruppe løveinder og deres løveunger. I zoologiske forstand er de på vag
t. Jeg får samtalerne til at stoppe for en stund. Jeg fordamper i en fart til køkkenet.
Her finder jeg Klaus, der smiler og siger: ”Kan du se, hvad jeg sagde, der er gang i den.” Klaus har gemt sig bag sine gryder og pander, imens to kvindelige tjenere fylder buffeten op med de frisklavede lækkerier.
En farefuld rejse
Jeg finder mit kamera og fylder mine lunger med luft. Jeg kigger ud af den trapezformede glasrude i køkkendøren for at få øje på Maj-Britts mødregruppe, som jeg har aftalt at fotografere. Der sidder de! Helt nede ved udgangen mod Hannerup Pavillonen. Det er en lang og farefuld rejse, der venter mig.
Jeg går et par meter frem og ser ud ad øjenkrogen; at en håndfuld børn leger i pusleområdet på venstre side, i midten står en stor brunchbuffet med landbrød, croissanter, rundstykker, yoghurt, lakseruller, pålæg, lun leverpostej, ost, frugt, bær, kaffe, the og meget mere. Resten af lokalet er fyldt med deltagerne, der nyder dette overflødighedshorn af mad og det mødrefælleskab, de er en del af.
Jeg når sikkert frem i spurt. På rejsen til Maj-Britt er jeg blevet mødt af flere blikke, som måske tænker, ”Hvem er manden”? Jeg laver ligefrem en ”kiggekø” ved buffeten”. Jeg griber en ”Antons Safter” med solbær. Jeg kysser Maj-Britt og vores søn Vitus. Kyssene bringer ro; ”Nå, han besøger sin hustru og søn”, tænker jeg, at de tænker.
Jeg tager Vitus på armen og går lidt rundt, men bliver næsten for flov af alle de blikke, jeg mødes af, selvom jeg tænker, at de er positive: ”Faren med sin søn – det er da sødt.”
Tak Hannerup Skov
Jeg afleverer Vitus og tager billeder. Der er en række restriktioner. Mødre spiser og det er ikke sjovt at blive fanget på et ”mad-i-munden-billede”. Jeg går ud på pavillonen, hvor flere fra Maj-Britts mødregruppe står. De griner og nyder den fantastiske udsigt mod Lillebælt. Jeg tager billeder af dem, men bliver afbrudt: ”Du må gerne tage billeder, men ikke af mine babser. De andre griner. Jeg venter med at tage billeder, til de små har spist.
Da opgaven er fuldført, kysser jeg Maj-Britt og Vitus farvel. Jeg går ud i køkkenet for at sige, ”Tak for i dag”. Klaus er ved at stege brunchpølser. Han smiler til mig og siger: ”Du overlevede”.
Det er berigende, at vi i Hannerup Skov har et sted, hvor 60 mødre og deres dyrebareste kan samles, netværke på kryds og tværs og hvem ved, udvikle venskaber for livet. Tak for det, Hannerup Skov.
