Med syv årtier på bagen rundede Mr. GF Jens-Peter Riis Jensen et rundt hjørne. Den erfarne erhvervs- og foreningsmand er dog langt fra gået på pension.

Tiden går. Men når man lever et aktivt liv, kan det føles som om, den går endda meget stærkt. På et køleskab, hos en mand der netop er fyldt 70 år og har et meget aktivt liv, hænger der en tegneseriestribe. Det er fra Radisserne. Søren Bruun og Nuser sidder på en badebro. Striben indeholder et citat, den nu 70-årige mand, er meget begejstret for:

– Vi lever kun en gang, siger Søren Bruun. Nuser ser på Søren og siger:

– Nej, vi dør kun en gang. Men vi lever hver dag.

I Danmark har man ret til at gå på pension, når man når op i de årstal, som Jens Peter Riis-Jensen nu har ramt. Men han har taget Nusers ord til sig, og derfor lever han hver dag. For fem år siden kunne Jens Peter Riis-Jensen have hævet sin folkepension, men det sagde han altså pænt nej tak til. Et aktivt liv holder nemlig den inkarnerede og lokalkendte forsikringsmand kørende. Han er for nyligt blevet bedt om at stå i spidsen for hele GF i Danmark. Det er en opgave, som han både er stolt og ydmyg overfor.

– Jeg er GF’er. Siden 1976 har jeg været aktiv i klubben, og det er hele grundfilosofien i, at vi er en medlemsdrevet forsikringsvirksomhed, der virkelig tiltaler mig, siger Jens Peter Riis-Jensen.

Selvom han nu er blevet 70, så har han ingen planer om at slippe taget i livet:

– Det er bare et tal! Dengang jeg blev 60, så holdt jeg en lille tale, hvor jeg sagde, at nu går jeg imod de 80. Når man så alligevel når derhen af, så må man hellere lige tage de 70 med. Man ved jo aldrig, hvad der sker.

Det brænder indeni ham. Om det er de spændende opgaver med at forny forsikringsselskabet GF, som han for nylig blev bedt om at stå i spidsen for, eller det er en tur på golfbanen, så er aktive liv og interessen for mennesker og tilværelsen en afgørende del af Jens Peter Riis-Jensens væsen.

Siden han var ung, var han interesseret i at have med mennesker at gøre. Først tænkte han, at han ville være lærer. Men på gymnasiet lykkedes det ikke umiddelbart at komme den vej. Hans ønske var at være sådan en, der kunne lære fra sig. Noget hvor man kunne have en interaktion med andre mennesker. Han var hjælpetræner i svømmehallen allerede som 16-årig.

– Når man havde de der børn, der pludselig lærte at klare sig uden bælter og hjælpemidler. Så var de klar til den dybe ende. Det var altså opløftende at være med til. Det var noget for mig, siger Jens Peter.

Den unge Jens Peter var dog ikke parat til at smide håndklædet i ringen, selvom gymnasiet ikke var helt enige med ham i, om han skulle i 3.g eller en tur mere i 2.g. Så han sprang fra og fik et bijob. Efter tre måneder, kunne han lige så godt gå ind og aftjene sin værnepligt. Af tilfældighedernes vej dukkede der nu en mulighed op, der faktisk kunne indfrie hans ønsker om at undervise og have med mennesker at gøre.

– Ham der sergenten, han stod jo og underviste. Og det var det, jeg gerne ville. Så jeg tog på sergentskole. Bagefter kom jeg til at undervise en hulens masse. Selvfølgelig havde jeg også den del, hvor jeg skulle på øvelse og alt muligt, men jeg fik præcis den interaktion, som jeg havde drømt om, forklarer han.

Riis-Jensen voksede gevaldigt, og det med at formidle blev en spidskompetence. Han blev certificeret i ledelse, og herunder i værdibaseret ledelse:

– Så fik jeg jo pludselig med mennesker at gøre, og her skulle man faktisk også kunne sit kram. På den måde kom jeg alligevel til at lave det, jeg gerne ville. Men helt skelsættende blev det, at jeg skulle på et ledelseskursus, hvor jeg blev bedt om at få formuleret mit eget livsformål. Det var saftsusme en god proces.

Han skulle finde ud af, hvad det var, han lavede. Og hvad det var, jeg havde lavet hele sit liv. Det skulle formuleres i en sætning. Det tog en uges tid at gå og tænke over. At påvirke og handle. Ud fra et positivt livssyn. At have den positive vinkel, uden at man dermed skal være lalleglad, som Jens Peter siger. Men i praksis arbejder han ud fra en tankegang, der giver bonus på læringsprocessen:

– I dag påvirker jeg jo, måske i nogle helt andre sammenhænge, men på den måde at jeg altid siger, at vi skal finde løsninger. Vi skal ikke bare sige, ”det er også noget lort, det du laver”, hvis der sker fejl. Nej, vi skal nå frem til noget brugbart. Eksempelvis spørge om, hvordan vores kunder og medlemmer reagerer på noget, vi gør. Hvis det ikke er så godt, så skal vi spørge om, hvad vi gør ved det. Lad os finde en løsning. Vi skal tænke på, at medlemmet skal have en god løsning først, og så kan vi bagefter kigge på, hvordan vi undgår en fejl.

Den opgave han fik med at stå i spidsen for GF, er han stolt over. At nogle har peget på ham til at stå i spidsen for den opgave. Han tænker selv, at det kan være fordi, han er den stille og rolige type. GF er i gang med en udvikling, hvor alting skal hænge sammen. Og det er især medlemsengagementet, der tiltaler og driver Jens Peter Riis-Jensen:

Ånden i GF har en betydning for ham. Hans livsbane og glæde ved det han laver, stråler ud af hver sætning, han kommer med. Han definerer selv sin ledelsesstil som uformel men effektiv. Bag ved de nye opgaver som Mr. GF, ligger der en ansvarsbevidsthed og et engagement i Jens Peter Riis-Jensen, der mange steder, både indenfor og udenfor GF, anerkendes af de fleste. Under coronakrisen måtte den traditionelle generalforsamling klares på anden vis. Her fik Jens Peter pludselig opgaven at præsentere sig direkte på en livestream. Det gik, og opgaven blev atter løftet. Livets udfordringer kan være mange, men optimismen og livsglæden er ikke til at tage fejl af, når man taler med Jens Peter Riis-Jensen, der nu også kan få titlen, som en yderst beskeden fødselar.

Tillykke med de 70.

Skriv en kommentar