Merrild Kaffe i Fredericia havde besøg af borgmester, Steen Wrist, og erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, som endelig kan besøge virksomheder igen efter coronaen har sat sine spor. Det glædede derfor den administrerende direktør for Merrild Kaffe, Peter Falk, at kunne slå dørene op igen for besøg og fortælle om sin virksomhed. Herudover har salget af kaffe været stabilt under corona-krisen, selvom der har været restriktioner og mulighed for forsinkelser på levering af varer.

– Det har som i alle andre brancher i samfundet været en vanskelig tid, men heldigvis har danskerne fortsat drukket kaffe. Det har de ikke gjort uden for hjemmet grundet de restriktioner, der har været. Vores forretning ligger også i det, der bliver solgt i butikkerne, og der er det gået godt, siger Peter Falk.

Herudover roser han kommunen for at have støttet godt op om virksomheden, da de har været gode til at føre dialoger, hvilket har hjulpet Merrild Kaffe i Fredericia med at finde sig godt tilpas i deres afdeling i Fredericia, hvor de har haft base i fem år.

– Det betyder meget, at der er et godt samarbejde med erhvervslivet og borgmesteren. Vi flyttede hertil i 2016 og har følt, at vi er blevet taget godt imod. Vi har hele tiden haft en god dialog med kommunen og de organer, som vi nu har samarbejdet med. Så der skal lyde stor ros til kommunen fra vores side, udtrykker den administrende direktør.

I forbindelse med denne ros til kommunen og erhvervslivet i byen beskriver borgmester, Steen Wrist, vigtigheden af at besøge virksomheder, herunder tale og have dialog med medarbejderne på den bestemte arbejdsplads. Derfor var det en stor begrænsning, at det ikke var muligt i det sidste halvandet år at møde virksomheder fysisk, hvilket er et væsentligt element i det at være borgmester:

– Det er en rigtig god del af at være borgmester at gå ud og stikke en finger i jorden på det lokale erhvervsliv, og se hvordan det går. Det er enorm glædeligt, at virksomheden føler, at de er blevet taget godt imod i byen. Vores opgave består i at byde nye virksomheder velkomne, og den anden del af opgaven er at være gode, når de er her og sørge for, at det hele kører, som det skal, understreger den socialdemokratiske borgmester i fæstningsbyen.

For ham giver det nogle nye perspektiver og måder at gribe arbejdet an på ved at interagere med aktører fra erhvervslivet. Dermed giver mødet med virksomheder også ideer til, hvordan kommunen kan udføre deres arbejde, hvilket borgmesteren markerer ved sit besøg hos Merrild Kaffe ApS i Fredericia:

– Det giver inspiration at komme ud til en moderne virksomhed, så vi tager noget med hjem igen. Vi får skubbet i nogle ting, og vi får prøvet at samle de gode ideer til, hvordan vi som kommune kan bedrive vores arbejde.

Erhvervsdirektør for Buisness Fredericia, Krstian Bendix Drejer, var også til stede til arrangementet, og med arbejdsmæssige briller glæder han sig over den udvikling i Fredericia til trods for den vanskelige tid, som mange brancher har oplevet under pandemien:

– Generelt er der kommet godt gang i vores erhvervsliv. Der er stadigvæk nogle, som skal i gang og tjene nogle penge efter at have været presset under corona-tiden. Der er en masse optimisme, så man kan ikke være andet end glad.

I samme ombæring indikerer han, at erhvervslivet ikke kunne undgå de nedagående kurver, der har præget arbejdsmarkedet, men der er stadig gode grund til optimisme i byen:

– Der er mange positive historier, selvom der nogle gange kan opstå nogle krisesituationer. Det vil der være efter en lang tørke for bestemte brancher, og det arbejder vi selvfølgelig også med, men der er overvejende positive tendenser i Fredericia.

Afslutningsvis tilslutter han sig borgmesterens synspunkt om, hvor dejligt, det er at besøge virksomheder, da det er noget ham og resten af Buisness Fredericia har savnet:

– Vi har ikke kunne lave de arrangementer og aktiviteter, som vi gerne ville, og det har både erhvervslivet og os selv savnet utrolig meget. Der har vi kunnet mærke, at det har været en amputeret måde, vi har mødtes på.

Skriv en kommentar