Fredericia AVISEN besøger den Lille guldsmedje i Prinsessegade til en snak om en masse gamle og ikoniske værktøjer, som Therese har reddet fra døden og pustet nyt liv i.
På bordet står gamle trææsker og beholdere med gammelt værktøj, farverne er dæmpede, de går i nuancerne fra brun til rust. De er fra en tid, hvor funktionalitet og faglighed vægtedes højere end farver og ergonomiske håndtag.
“Det er kasser med gammelt værktøj, jeg har fået fra Cohrs Sølvvarefabrik. Jeg har ladet mig fortælle, at dem der arbejdede der, ikke fik løn de sidste par måneder, inden det gik konkurs, så i stedet for at gå tomhændet derfra, så hamstrede flere af arbejderne værktøj. Det var det værktøj, som de havde brugt altid, så de var værdifulde”, siger Therese.
Det var en kunde, der kom ind i butikken og spurgte om det kunne have interesse. Han havde købt det som en del af et dødsbo. Værktøjet stod i en garage og samlede støv og rust.
Jeg spørger Therese til funktionaliteten af værktøjerne, da de i mine øjne mere ligner dekorationsværdigt materiale, fremfor værktøj efterhånden. Men Thereses øjne lyser op, når vi snakker om det gamle værktøj, trods sin unge alder, så er Therese en ægte fagnørd. Hun fortæller mig om nålefilene, som der nok er hundrede af, mange af dem er ens. Hvis man ikke vidste bedre, lignede de fuldstændig de gammeldags rustne søm, som man købte i kiosken. Men Therese har allerede taget flere af dem i brug.
Therese nørder videre og fortæller, at “måske ser de ens ud, men så har den en lille krølle, som det ikke ligner, den har. Der er tale om værktøj, som er specialproduceret. Der har med andre ord siddet en gammel sølvsmed og bukket dem, så de har passet lige til det pågældende smykke, som han har arbejdet med”.
Therese synes, at de gamle værktøjer er smukke og fantastiske. Hun fascineres af, at et stykke værktøj, der har ligget i 50 år på en gammel fabrik, kan få lov til at leve videre i hendes hænder hos Me Mori.
“Det får nyt liv og betyder, at tingene er ikke døde. Det kan sagtens få nyt liv her i stedet for at blive smidt ud eller få lov til at ruste op”, siger Therese.
Therese sidder med en hammer i hånden, den er svær at få hende til at slippe. Da jeg selv tager den i hånden, er den faktisk meget skrøbelig og virker lidt defekt, da skaftet er forkortet.
“Det er min nye yndlingshammer. Jeg kan lide den, fordi den er slidt til af menneske hænder, den ligger bare godt i hånden. Den har en tyngde, som man normalt ikke kan købe, jeg tænker heller ikke, at den er tiltænkt en guldsmed. Men den passer godt og det kunne også godt ligne, at de har lavet et nyt håndtag til den. Det er sjovt, at den så også passer til mig”, siger Terese.
Mange mennesker ville nok have dumpet værktøjerne fra Cohrs Sølvvarefabrik på storskrald eller brugt nogle af delene til dekoration, men for Therese har det været en sand skattekiste.
“Ting er først noget værd, når der er nogen, der kan se kærligheden i det”, siger Therese om hendes skattefund.
Theres er lige kommet hjem fra kursus, hvor hun har opfrisket en del teknikker og blevet gjort opmærksom på, at det hun gik og lavede var rigtigt nok. Der har også været tid til at pusle lidt med de dødningehoveder, som er hendes varemærke hos Me Mori.
Therese er ved at designe nogle nye signetringe til herrer. Signetringene er de klassiske ringe, hvor man har noget graveret på toppen. Det er den slags ringe, som man før i tiden kunne stikke i varm voks, og så lave sin signatur på et brev eller lignende. Jeg spørger ind til om der skulle være nogle projekter som hun brænder for at få ind af døren?
“Jeg vil jo frygtelig gerne have, at folk de skulle se det seje i mine dødningehoveder. Jeg vil gerne oplyse folk om det fantastiske ved store diamanter, den evige værdi, der er i dem. En diamant har jo altid sin værdi og altid sin form, den bliver jo ikke slidt af dagligdags brug. En diamant er for evigt det hårdeste, derfor vil jeg gerne lave flere diamantringe”, afslutter Therese.
Det er altid hyggeligt at besøge Me Mori i Prinsessegade, der går ikke mange sekunder fra, at jeg er ude af døren til, at Therese har værktøjet i hånden igen, og hun har påbegyndt sit elskede arbejde.
