Franskmændene har siden 2011 købt friske, lokale fødevarer på en ugentlig madsamling. Konceptet har bredt sig ud over Europa, og i januar 2017 åbnede den første danske Madsamling i Vordingborg. I juni åbner landets femte af slagsen i Spinderihallerne i Vejle. Salget på webshoppen åbner den 13. juni, og første opsamlingsevent er tirsdag den 20. juni kl. 16:30-18:30.

Lokalt producerede friske fødevarer og delikatesser
Forbrugerne bliver medlemmer af en lokal madsamling og køber friske fødevarer direkte fra lokale producenter – uden fordyrende mellemled. Producenterne udbyder hver uge deres varer i webshoppen til en fair pris, som de selv bestemmer. En madsamling har typisk fødevarer som kød, grøntsager, frugt, æg, ost, fisk, brød, øl, honning og andre delikatesser.

Den ugentlige opsamling af de fødevarer, som medlemmerne har bestilt på nettet, arrangeres af lokale ildsjæle, såkaldte værter. Vært for Madsamling Vejle i Spinderihallerne er Fie Boesgaard. Hun flyttede fra København til Vejle for to år siden og er snart færdig med sin kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi. Hun mener, at den del af Madsamlingskonceptet, som handler om samspillet mellem mennesker, passer fint til hendes uddannelse, og arbejdet som vært har skærpet hendes personlige interesse for landbrug og råvarer.

– Specielt når jeg er ude og tale med producenterne, så er det fedt at høre, hvor meget de brænder for det, de laver. Det kan man kun lade sig rive med af. For mig er Madsamling også en god indgangsvinkel til byen og lokalsamfundet. Jeg kan lide ideen om, at man har købt sine varer hos lokale. Men personligt får jeg ikke kørt rundt til de forskellige gårdbutikker i omegnen af Vejle. Derfor er det superfint, at man samler det, siger Fie Boesgaard i en pressemeddelelse.

Hun er glad for, at Madsamling får et stort dejligt lokale i det centralt beliggende Spinderihallerne med gode P-forhold for både medlemmer og producenter. Spinderihallerne oser nemlig af innovation og iværksætteri.

– Jeg tror vi får et sjovt samarbejde derinde. Der kan ske rigtig meget sådan et sted. Som medlem af vores Madsamling kan du jo selv bestemme, hvor meget engagement du vil lægge i det. Jeg drømmer om, at vi ikke bare får et ugentligt opsamlingssted, men et mødested, som alle ser frem til hver uge, forklarer hun.

Medlemmerne er glade for deres lokale Madsamling
Efter åbningerne af de første fire Madsamlinger er medlemmerne i en survey blevet bedt om at vurdere deres oplevelser med Madsamling ud fra kriterierne: Overordnet tilfredshed, information, produkter og selve opsamlingen af madvarerne. Resultaterne er positive over hele linjen: 80-95% tilfredshed i gennemsnit.

 

Fair forretningskoncept
Madsamling har en enkel og transparent forretningsmodel: 80% af omsætningen lander hos producenten, 10% hos værten og 10% hos Madsamling for at drive og udvikle handelsplatformen på internettet.

Det koster intet for producenter og medlemmer at blive en del af en Madsamling, og der er ingen fordyrende mellemled. Producenterne udbyder hver uge deres varer i sæson til en fair pris, som de selv bestemmer.

Kernen i en Madsamling er webshoppen, hvor medlemmerne bestiller og betaler varerne i ugen op til opsamlingstidspunktet. På den måde ved producenterne altid på forhånd, hvor mange varer, de skal medbringe. Derved undgås det madspild, producenter tit oplever ved salg på traditionelle madmarkeder, hvor de må kassere mad, som ikke er blevet solgt.
Der er i dag omkring 1040 madsamlinger (The Food Assembly) rundt om i Europa. Siden januar har danskerne fået madsamlinger i Vordingborg, Hørsholm, Sakskøbing og Slagelse.

De næste byer, som i nær fremtid får glæde af Madsamling er – udover den der åbner i juni i Vejle: København, Bjæverskov, Strøby, Køge, Næstved, Sorø og Værløse.