Mads Würtz Schmidt endte med at snyde forhåndsfavoritterne til DM i landevejscykling. De store forhåndsfavoritter blev fanget i feltet, og kunne ikke komme tilbage, og efter en hektisk afslutning, hvor det skulle afgøres i et udbrud, endte Würtz Schmidt med at vinde det hele.

Søndag var sidstedagen til DM i cykling i Give. Regnen silede ned fra morgenstunden, hvor U19 kvinder og kvinder elite blev sendt afsted klokken 10:00 fra Give centrum. Tre kvarter senere var det tid til herre elites præsentation. En efter en trådte de op på scenen og blev præsenteret foran publikum, som blev drivvåde, hvis de ikke havde slået paraplyen ud.

Og hvem der var de populære skikkelser var ikke til at tage fejl af. Stemningen steg i takt med, at det blev World Tour-rytternes tur til at komme på scenen. Stjerner som Jakob Fuglsang, Søren Kragh, Michael Valgren, Magnus Cort og Qeceuninck Quick-Step-trioen Michael Mørkøv, Mikkel Honoré og Kasper Asgreen. Feltet er blevet kaldt historisk stærkt, og med Fuglsang på startlisten var det første gang siden 2015, at den danske verdensstjerne igen stillede op til DM.

Jakob Fuglsang før starten. (Foto: AVISEN)

Ruten var en hård en af slagsen og med regn i starten, så blev det ekstra hårdt, men som timerne gik stoppede det med at regne og den faktor udeblev derfor. Hos kvinderne prægede et udbrud på 12-15 ryttere løbet, og med 40 kilometer til mål distancerede Cecilie Uttrup Ludwig, der på forhånd var udråbt til en af favoritterne sammen med Emma Norsgaard, Julie Leth oh Amalie Dideriksen. 

Uttrup kørte ind på de fire omgange á ti kilometer med et lille forspring, og hun fik efterfølgende selskab af Norsgaard og Leth, og siden også et decimeret felt. Det hele skulle afgøres imellem Norsgaard, Dideriksen, Uttrup, og Marita Jensen. Uttrup forsøgte at stikke af, men Norsgaard og Dideriksen lod hende ikke slippe væk, og de to ryttere skulle derfor afgøre det imellem sig. Den duel endte Dideriksen med at trække sig sejrrigt ud af, og kunne lade sig hylde som ny dansk mester.

Amalie Dideriksen vandt kvinde DM. (Foto: AVISEN)

For herrerne kom Stian Rosenlund, Alexander Salby, Mads Andersen, Andreas Lund Andresen, Mikkel Øritsland, Rasmus Madsen, Arne Birkemose, Julius Nowak Dalner, Jeppe Tolbøll, Tobias Kongstad, Dennis Lock, Mads Mondrup, Peter Skov Lauritzen og Christian Gorm i morgenudbruddet, og på mellem sad seks ryttere, blandt andet formstærke Andreas Kron, der skulle forsøge at hente de forreste., og med 115 kilometer til mål begyndte feltet for alvor at røre på sig. Asgreen, Honoré Mads Pedersen og Mads Würtz forcerede på Chr. Winthers Vej, og det gjorde, at forspringet til udbruddene skrumpede kraftigt ind.

Med den opskruede hastighed i feltet endte Kron og hans gruppe med at blive hentet, og en ny forfølgergruppe med mange World Tour-ryttere blev etableret. I gruppen sad blandt andet Kron, Skjelmose, Würtz, Bjerg og Valgren, og de fik kontakt med den forreste gruppe med knap 90 kilometer til mål. I feltet holdt Trek frontgruppen i snor, hvor de kørte rundt med alle deres ryttere pånær en af de helt store forhåndsfavoritter, Mads Pedersen.

Det bedste felt i en del år stillede til start til DM. (Foto: AVISEN)

I front med omkring 50 kilometer til mål var ryttere som Mads Würtz Schmidt, Mathias Skjeldmose, Michael Valgren, Andreas Kron og Mikkel Honoré. Feltet forsøgte at hale ind på dem, men forgæves. I stedet gik Jakob Fuglsang i front af feltet og forsøgte at hente udbruddet ind, men den plan led et knæk, da han punkterede med 40 kilometer til mål. I stedet stak Mathias Norsgaard af fra feltet, der ikke kunne få gang i maskineriet i bestræbelserne på at hente udbruddet.

Med 27 kilometer til mål havde Mathias Norsgaard 34 sekunder op, og han endte med at lukke hullet. Det var dog ikke nok for Movistar-rytteren, der forsøgte at komme væk, men forgæves. I stedet slap Mads Würtz Schmidt, Mathias Norsgaard og Frederik Wandahl væk, og fra forfølgergruppen stak Michael Valgren og Mikkel Honoré af, og de nåede at få kontakt til fronttrioen, men det var for sent. Kræfterne var opbrugt, og i stedet vandt Würtz Schmidt spurten i gruppen og kunne lade sig hylde som Danmarkmester 2021.

Skriv en kommentar