Onsdag den 9. oktober mødtes pigerne i Ladies Circle Fredericia 1 til intercitymøde, en stor indsats med at finde sponsorer udmøntede sig i, at der kunne doneres er stort beløb til velgørenhed.

Anne Lorentzen som er lokal formand i Ladies Circle Fredericia 1 fortæller om hvordan det er kommet i stand, at Red Barnet i Fredericia snart kan overrækkes det halve af donationen.

“Vi har samlet penge ind i Ladies Circle, to gange om året har vi et intercitymøde og distrikt møde. Det er de forskellige klubber i distriktet, der skiftes til at holde møderne. Til de møder laver vi ofte noget amerikansk lotteri, eller finder andre måder hvor vi ligesom kan støtte nogle projekter. Det kan være lokalt i Fredericia, men det kan også være serviceprojekter som vi i forvejen støtter i Ladies Circle. Her til vores intercitymøde samlede vi penge ind til Red Barnet i Fredericia og det nationale mentorprojekt, der hedder Mentorbarn. Det betyder meget, at det er en del af det at være med Ladies Circle at man kan hjælpe med sådanne projekter. De piger vi har i klubben har gjort en kæmpe stykke arbejde for at samle en masse gode præmier ind, som jo også gør at vi kan generere så godt et overskud”, siger Anne Lorentzen.

Det lykkedes de driftige piger fra Ladies Circle Fredericia 1 at samle cirka 21.000 kroner ind til de to organisationer. Ved en lille sammenkomst vil de senere, blandt andet overrække donationen til lokalformand for Red Barnet Fredericia Joachim Grundtvig og Ditte Reedtz fra MentorBarn.

Fra intercitymøde i Ladies Circle Fredericia. (Foto: udlånt til Fredericia AVISEN)

Alle lodderne blev ikke solgt til intercitymødet, så der var nogle tilbage. Derfor besluttede man i forbindelse med, at Ladices Circle Fredericia 1 fyldte 70 år, da nogle af de tidligere Ladies Circle Fredericia medlemmer afholdt brunch, at sælge de sidste lodder og forhøje beløbet.

Man kan være i Ladies Circle indtil man er 45 år, damerne som mødes har dannet en ny cirkel, hvis man kan sige det sådan. Brunchen for de medlemmer, der er udgået på dato, blev afholdt lørdag d. 26. oktober.

Brunchen, der blev afholdt, mønstrede 35 skønne kvinder, hvor den ældstoptagede kom med i 1962 og de nyeste medlem i 2019. Der blev delt røverhistorier, sunget og holdt gode taler, der mindede os om klubben gennem årene.

I Ladies Circle arbejdes der med charity, i Danmark kaldes det serviceprojekter. Nogle klubber vælger at støtte forskellige lokale projekter, som de syntes fortjener lidt ekstra at gøre godt med. Det er op til klubberne selv hvordan og hvor meget de vil gøre ud af disse projekter.

MentorBarn:

MentorBarn er Ladies Circles Nationale Serviceprojekt. De arbejder for at give danske børnehjemsbørn en bedre fremtid. De bringer mentorfamilier og børnehjemsbørn sammen med frivillige, men alligevel forpligtende fællesskaber, hvor børnene får mulighed for at blive en del af en families helt almindelige hverdag.

Red Barnet Fredericia’s Oplevelses-klub og Sommer Camp:

Oplevelses-klubben henvender sig til familier, der af økonomiske eller sociale årsager har en presset hverdag. Der arrangeres månedlige oplevelser for forældre/børn.Sommer Camp er for børn, der af økonomiske eller sociale årsager ikke har mulighed for at komme på sommerferie. For dem arrangeres en sommerlejr,så disse børn også får en “sommeroplevelse”.

Man kan være med i Ladies Circle allerede fra 18 år.

Ønsker du at vide mere om Ladies Circle så kan du finde inspiration her.

www.eventc.dk

Skriv en kommentar