Når den første sæson af Masterchef – De Unge Talenter kan streames og ses fra den 25. august, er det med den 16-årige fredericianer, Laura Victoria Nielsen, som deltager.
Laura Victoria Nielsen fra Fredericia skal være med i den første udgave af Masterchef – De Unge Talenter. Hun er samtidig startet på kokkeuddannelsen på Hansenberg i Kolding. Det var et praktikforløb hos Restaurant ene i Kanalbyen, Fredericia, der inspirerede Laura til at melde sig til tv-programmet. Hun har længe vidst, at hun skulle være med, men det skulle holdes hemmeligt. Det har været svært, fortæller hun i dette interview. Hun var dog lykkelig, da hun fik beskeden om, at hun skulle være med.
– Jeg så på Facebook, at der skulle være Masterchef for de unge talenter. Jeg tænkte straks, at det skulle være mig. Jeg ville være med, fortæller Laura Victoria Nielsen.
Inspirationen til maden og til at gå op i de mindste detaljer for at give folk en oplevelse, stammer fra Restaurant ene i Fredericia.
– Det var lige mig. Jeg har fået inspirationen til at gå meget op i mad via min praktik hos Restaurant ene i Fredericia. Mad slog mig bare lige i hjertet. Jeg talte med min far om at stille op til Masterchef, hvis der kom noget for unge, og det kom der så. Det var helt naturligt for mig at melde til, siger Laura, der skulle igennem en række castings før, hun fik at vide, at hun skulle være med i den første sæson.
– Jeg blev kaldt til en række castings. Det startede faktisk med en række snakke, hvor vi blev interviewet af nogle af castere. Derefter talte vi om mad, råvarer og det at sætte det sammen. Det var utrolig spændende, husker Laura.
Det har været hårdt for Laura Victoria Nielsen, der i månedsvis ikke måtte sige noget. Alt skulle være hemmeligt indtil, hun fik besked om, at hun måtte fortælle, at hun måtte være med.
– Jeg var i skole, da jeg fik at vide, at jeg skulle være med. Det var vildt. Jeg måtte ikke sige noget til mine venner. Alt skulle holdes helt tæt. Det har været en meget stor nyhed at bære rundt på, fortæller Laura, der har brugt tiden op til programmet på at øve sig hver dag.

– Jeg har øvet mig på Restaurant ene, og brugt den viden og erfaring, jeg har fået derfra, i programmet. Det har været fedt at lave mad undervejs i programmet, men nervepirrende, når vi skulle op foran dommerne. Det var meget intenst, fortæller den unge Masterchef-deltager og uddyber:
– Jeg var lettet, da jeg måtte fortælle, at jeg er med. Jeg må dog ikke fortælle, hvor langt jeg kommer.
Der var også ros fra hendes praktiksted, ene i Fredericia.

– Restaurant ene blev glad på mine vegne og synes, at det var fedt for mig, siger Laura, der drømmer om at blive kok.
– Jeg ønsker at blive kok, jeg vil gerne have mit eget sted – gerne med lidt finere mad.

Hvad med din familien, nyder de godt af, at du laver mad?
– Det har de gjort i et stykke tid, slutter Laura Victoria Nielsen med et smil.