Lars Mølsted er lige gået af scenen på Fredericia Musicalteater, hvor lille sal har været fyldt til musicalen De Tre Små Grise.

Normalt har Lars stået i front på de største opsætninger i salen ved siden af, men det er en ny start og nu gælder det børnene som skal have deres første teateroplevelse i en klasse for sig.

– Jeg håber, at de børn som har siddet i salen, har fået en fantastisk førstegangsoplevelse i teateret. For nogen er det selvfølgelig ikke den første, men det her er den første børnemusical som er lavet i landet. Det er en rigtig musical efter opskriften, men den er rettet mod børn. Det er helt vildt fedt at være med i, vi har det afsindigt sjovt på scenen. Det at spille musical for børn er noget helt nyt, det var fremmed, det er det ikke længere, det er en vild disciplin, siger Lars Mølsted.

Netop at det er til børn gør oplevelsen til noget helt andet, da de ikke agerer som et voksent publikum.

– Børn tier ikke stille, når de skal tie stille, det er en helt anden genre end at spille for et høfligt voksent publikum. De voksne ved, hvornår de skal grine og hvornår de skal klappe, det ved børn ikke, vi er jo i gang med at opdrage dem. De ved ikke, at man skal tie stille og med vores forestilling forvirrer vi dem endnu mere, jeg opfordrer dem specielt i min rolle til at tale under stykket. “Ved i hvad en gris siger, kom nu?”, de sidder pænt og høfligt og rækker hånden op, fordi pædagogerne og lærerne sidder og kigger på dem. Vi får nogle anderledes reaktioner hver gang, der er specielt, fordi i hverdagene er det skoleforestillinger, hvor det næsten udelukkende er børn, i weekenderne er det cirka halv-halv, hvor forældrene er inde med deres børn, siger Lars Mølsted.

Bjørg Gamst, der spiller Mor Gris, havde en vision om at lave en forestilling som Disneys tegnefilm. Den mission mener Lars Mølsted er lykkes, og den rutinerede musicalperformer fornemmer også, at kollegaerne har taget godt imod stykket, der appellerer til børn.

– De er vildt glade, synes, det er superfedt og at der endelig og så

kommer noget til børnene. Hvis det ikke skulle være her i Fredericia, hvor skulle det så være? spørger Lars Mølsted.

Samme forberedelse

Lars Mølsted har spillet med på de store stykker, som Fredericia Teater opførte. Blandt andet spillede han Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame, men selvom der er forskel på de store stykker, til et voksent publikum, og De Tre Små Grise, så er forberedelserne de samme.

– Det kræver lige så meget hårdt arbejde som det gjorde at spille Quasimodo i Klokkeren Fra Notre Dame. Præcis lige så meget forberedelse og indsats i prøvelokalet, men det er til et andet publikum. Fordi vi tager det bundseriøst betyder det ikke, at vi ikke har rullet rundt på gulvet af grin. Vi har grint med og af hinanden, men også af hvad forestillingen kan. Der er så mange jokes, vi har fundet på som er så sjove, så selvfølgelig, ja, jeg vil gerne lave mere børneteater. Jeg synes, at det er fantastisk på det her niveau, siger Lars Mølsted og fortsætter:

– Vi har alle sammen været med til at forme forestillingen, det har været en meget inkluderende proces. I de store stykker har instruktøren ofte en klar linje, så skal man passe sig selv ind i det. Instruktør Mads M Nielsen han har haft sine ideer, taget vores ideer og formet det til den stil i ser. Det er selvfølgelig Instruktørens vision, men vi er blevet inspireret af hinanden meget mere end andre forestillinger, jeg har spillet. Det føles godt at få brugt sit håndværk ordentligt, vi er jo også bare håndværkere som får brugt vores værktøjer og det er sjovt med et nyt publikum, siger Mølsted.

Lars Mølsted var i mange år en del af det gamle Fredericia Teater. 

Han optrådte stadig efter konkursen, men det var ikke på teatrets velkendte scene, som det er tilfældet nu under De Tre Små Grise.

– Det er selvfølgelig specielt, jeg føler jo det er mit hus og nu er det ikke mit hus mere, det er da lidt specielt. Men det er jo fedt, jeg føler, at jeg lige har forladt det i går, men det har jeg ikke, siger Lars Mølsted.

Lars Mølsted spiller rollen som Den Store Stygge Ulv, der er skurkerollen, og det er en rolle han befinder sig godt i.

– Det er så sjovt at få lov til at være dum, og børnene råber helt vildt ad mig. Børnene rækker hånden op, når jeg spørger dem om noget. Der er et tidspunkt i forestillingen hvor jeg spørger, hvor gik De Tre Små Grise hen? De fleste af ungerne råber, “de gik den vej”, jeg elsker de forskellige forskelligheder det er befriende at spille skurk, slutter Lars Mølsted, der atter er tilbage på Fredericias teaterscene.

Skriv en kommentar