Retten i Kolding valgte i torsdags at ophæve varetægtsfængslingen af en 29-årig mand fra Fredericia, der er sigtet for at have mishandlet sit eget barn, som kun var to måneder, da volden blev begået.

En afgørelse, der blev kæret af anklagemyndigheden til landsretten.

– Byrettens løsladelse af den 29-årig mand er blevet omstødt af landsretten. Derfor skal manden fortsat sidde varetægtsfængslet for vold. Foreløbig frem til den 20. august, oplyser vagthavende Ole Eckhold fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Den kun to måneder gammel dreng blev tilbage i juni måned udsat for brutal vold på en adresse i Fredericia, at den lille baby blev indlagt på sygehuset med flere knoglebrud og blødninger mellem de bløde hjernehinder samt flere blå mærker og blodudtrædninger. Drengen er senere blevet udskrevet fra sygehuset.

Politiet mener, at det er drengens biologiske far, som har stået bag volden, men han nægter sig skyldig.