Skoleåret har nået sin slutning, og 1000-vis af elever er gået på sommerferie. De har sammen med lærerne knoklet hele året, for at give sig selv de bedste muligheder for fremtiden og livet. Nu holder de ferie fra byens folkeskoler, der på mange områder stadig har en lang proces foran sig med tilpasning til den lokale strukturændring, der for få år siden blev den totale omvæltning for skolerne i Fredericia.

Det er skoler, hvor de fysiske rammer stadig trænger til investeringer, så indeklima lever op til de arbejdsmiljøkrav der er på området. Samtidig er der stadig behov for investeringer i klasselokaler, skolegårde og fællesrum så hele skolen bliver et sted hvor det er godt at være – Et sted hvor det er godt at lære.

Jeg har som far, formand i forældreråd og lærer oplevet mange pædagoger og lærere der hver dag møder børnene i øjenhøjde, med mål, forventninger og ambitioner. Men det går bare så stærkt, at det ofte kniber virkelig at nå ind til det enkelte barn.
Det er på tide, at vi i Fredericia kommune prioriterer vores daginstitutioner og skoler, så der kommer flere uddannede voksne, til at være sammen med vores børn – Vi har IKKE råd til andet, for børnene er vores, Fredericias og Danmarks fremtid.

I Fredericia kommune har vi investeret alt for lidt i folkeskolen, vi er en af de kommuner, der bruger færrest penge pr. elev i hele Danmark, det er på tide, at vi løfter os op over det ved at vise vi tror på eleverne i Fredericia og mener de er investeringerne værd.

Når jeg ønsker at der skal sikres en større betaling pr. elev til skolerne i Fredericia, så er det for at hæve kvaliteten i skolerne, uddannet personale med de nødvendige efteruddannelser, nye og bedre undervisningsmaterialer, forbedret undervisningstilbud, der er målrettet og tilpasset eleverne på skolen og deres behov.

Jeg vil som Konservativ spidskandidat arbejde hårdt for, at Fredericias børn og unge får de bedst mulige fremtidsmuligheder, startende fra daginstitutionerne og folkeskolerne, og for at byrådet sikrer den opmærksomhed der skal til for at det kan lykkedes.

Stem personligt d. 21. november, stem David Gulløv C

David Gulløv

Spidskandidat Konservative Fredericia