Når døden rammer og en kæreste, ægtefælle, søn/datter eller en elskede ven, vælger den
ultimative udvej, at tage sit eget liv, så går ens verden i stå. Hvem får i situationen den tanke at bede om fuldt og helt aktindsigt i journalerne i den kommunale forvaltning?
Man sidder som pårørende og ved godt, at kampen har været hård, urimelig hård og man har måske forsøgt at hjælpe og være tilstede, holdt i hånd og trøstet.
Når unge og yngre mennesker, segmentet over 50 + kommer i klemme og deres udfordringer ikke er sygdomme i terminalfasen og døden kommer, som et chok for de efterladte, så må man antage at der er andre årsager. Årsagerne kunne meget vel være den behandling og modgang de møder i forvaltningen. Det kan også været følelsen af udelukkelse fra et fællesskab og på den måde tab af personlige relationer til omverdenen. Så kommer der isolationen, afmagt og distancereren til omgivelserne, man ved måske ikke, hvem man kan betro sig til, tale med og holder fast i det forlorne og falske, som er camoufleret med et smil og det i et spinkelt håb om, at alt bliver som før.
Kender vi ikke alle nogen, hvor bekymringerne har været tilstede? Kan vi selv have været
udfordret og noget har holdt os tilbage. Det er mere end meget sandsynligt. Hvad kan have holdt os tilbage? En kæreste, ægtefælle, små måske større børn, noget der ikke helt kan sættes ord på. Var det de kærlige ord, den lille hånd eller den brede skulder, hvor tårerne fik frit løb efterfulgt af ordene; Vi klare det, hold ud lidt endnu! Vi klarer det, min skat.
Ikke alle har de forpligtelser, nære relationer som giver muligheden og sandsynligheden for at stoppe op, give det en chance og en chance til og for hvad? Man føler måske at have udtrukket den helt store nitte i livets tombola. Udover smerte og fortvivelse, sidder man måske i de sidste dage og timer, med tanke på al den smerte og elendighed, som ingen ende vil tage. Det hele bliver ligegyldigt og man er ikke til gavn eller glæde for dem der måtte stå tilbage. End of story.
Det stopper bare ikke med den ultimative handling, at gøre en ende på det hele, ved at tage sit liv for egen hånd. Der vil oftets sidde nogle tilbage med relationer i en eller anden form, nogle som ikke ved, hvordan de skal få retfærdighed for den afdøde.
Det er mig en gåde. Hvordan et system, sagsbehandlere, socialrådgivere og forvaltningschefer og politikere kan synke så dybt, at de tilsidesætter al sund fornuft og undskylder det med; At sådan er lovgivningen.
Hvor i lovningen står der skrevet, at man må medvirke til aktiv dødshjælp, i form af, at drive medmennesker helt derud, hvor selvmord er den ultimative løsning?
Irene Hald
Jægervej 4
7000 Fredericia
Byrådskandidat, Dansk Folkeparti Fredericia
