Vidste du, at der findes biller, som kun lever i lort? Eller at man nemt kan lokke sommerfugle til, så man kan se dem tæt på? Ellers skal du bare møde op, når Kolding Kommune tyvstarter den nye Krible Krable-sæson.
Krible Krable-arrangementerne er et tilbud fra kommunens naturvejledere til børn og børnefamilier.
”Det handler om rigtigt at se og blive fortrolig med naturen. At se, hvordan en regnorm bevæger sig, eller mærke gødningsbillens stærke ben mens den graver sig gennem vores fingre” siger naturvejleder Maja Møholt.
Sæsonstarten starter på Landbomueet. Herfra går man i samlet flok ud på høslætengen, hvor det gælder om at indfange eller lokke insekter og andre smådyr til, så man kan studere dem på tæt hold.
”Jeg har lavet noget sukkerlokning, så vi kan iagttage de smukke sommerfugle spise” forklarer Maja Møholt og fortsætter:
”Vi skal se, hvordan nogle dyr løber meget hurtigt, og hvordan andre bevæger sig så langsomt, at man næsten falder i søvn. Finder vi tilstrækkeligtmange dyr, kan vi måske lave et kapløb. Som afslutningen spiser vi lækre pandekager lavet over bål, og finder vi de rigtige myrer, skal vi da også prøve at smage dem”.
I løbet af maj måned kommer der flere arrangementer. Alle har noget med krible krable-dyr at gøre. Den 6. maj er der Dyr på Græs med masser af forskellige aktiviteter, bl.a. at fange krible krable-dyr og bage brød over bål. Ved arrangementet 20. maj kan du komme tæt på krible krable-dyr i vand.
Tid: 22. april, klokken 10-11.30
Mødested: Landbomuseet, Brødsgårdsvej 52, 6000 Kolding
Naturvejleder: Maja Møholt (majmo@kolding.dk)
Obs! Medbring selv mad og drikke til turen.
Faktaboks:
Krible Krable-universet er udviklet i et samarbejde mellem Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang. Projektet sætter fokus på insekter og andre smådyr gennem aktiviteter, nysgerrighed og læring. Målgruppen er de 0-8 årige samt pædagoger, lærere og børnefamilier. Formålet er at lokke børn og voksne ud på opdagelse i naturen samt at motivere og uddanne pædagoger og lærere til at komme ud på egen hånd med børnene.