Størstedelen af KIWI-butikkerne i Danmark lukker i den kommende tid, og det samme gør deres servicekontor på Knud Højgaards Vej i Vejle, hvor omkring 60 medarbejdere har deres daglige gang.

Jobcenter Vejle vil nu tilbyde de berørte en tidlig indsats, som skal hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Indsatsen består i al sin enkelthed i, at jobcenteret tager kontakt til medarbejderne inden for kort tid og rådgiver dem omkring deres muligheder som jobsøgende, selvom de stadig er i arbejde. På den måde får de et forspring i den kommende jobjagt, som kan være afgørende for, hvornår de igen finder ansættelse.

Formanden for Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Christoffer Melson (V), forklarer, at man generelt har gode erfaringer med den tidlige indsats, men at det selvfølgelig også spiller en rolle, hvilken branche der er tale om. “Jeg synes det giver rigtig god mening, at mennesker, der mister deres arbejde, hurtigst muligt bliver tilbudt hjælp til at finde et nyt. Det er både til gavn for de ledige og de virksomheder, som efterspørger kvalificerede medarbejdere”, uddyber han i en pressemeddelelse.

Han nævner samtidig, at en del af dem muligvis kan finde ansættelse gennem Job7.dk, hvor kommunerne i Trekantsområdet samarbejder tæt omkring fælles rekruttering af arbejdskraft.

Jobcenter Vejle gik i dialog med KIWI straks efter, at lukningen af servicecenteret blev offentliggjort og har her oplevet velvilje til et samarbejde omkring en tidlig indsats. Det forventes således, at jobcenteret i den nærmeste fremtid vil arrangere rådgivningsmøder ude på virksomheden, hvor medarbejderne vil modtage den vejledning, som forhåbentlig kan hjælpe dem til en ny stilling.

Fakta

Den 28. april 2017 meldte koncernen Dagrofa ud, at man lukker alle sine 103 danske KIWI-butikker i de kommende måneder. Omkring 30 af dem vil blive drevet videre under et nyt navn, mens resten nedlægges. Det betyder, at en stor del af de ansatte skal ud og finde nyt arbejde.

I Vejle er man ekstra hårdt ramt af lukningen, da den også medfører, at 60 ansatte på discountkædens servicekontor på Knud Højgaards Vej må se sig om efter nye udfordringer.