Er du på udkig efter en sjov og anderledes oplevelse i efterårsferien? Så er Skydesportens Dag lørdag den 16. oktober et godt bud på en ferieoplevelse udover det sædvanlige – for hele familien.

Hvordan er det at skyde med et rigtigt våben? Hvad skal der til for at ramme plet? Og er der en dygtig skytte gemt i dig? Alt dette og meget mere kan du blive klogere på, når Bredstrup Pjedsted Skytteafdeling Pjedstedvej 33a 7000 Fredericia, ligesom en lang række andre skytteforeninger landet over, slår dørene op til Skydesportens Dag lørdag den 16. oktober.

Skydesportens Dag er et åbent hus-arrangement for hele familien fra kl. 10-15, hvor du har mulighed for at prøve at skyde med Luftriffel, Salonriffel og luftpistol. Foreningens dygtige instruktører står klar til at give dig en smagsprøve på, hvad skydning er, guide dig igennem udfordringerne på skydebanen og lære dig om både våben, teknik og sikkerhed.

Skydning er for hele familien
S
kydesportens Dag er et landsdækkende arrangement, der bliver afholdt i et tæt samarbejde mellem DGI Skydning og lokale skytteforeninger. ”Vores foreninger glæder sig til at vise, at skydning er en fantastisk og udfordrende idræt, som hele familien kan være sammen om på tværs af generationer”, fortæller Jakob Nielsen, der er konsulent i DGI Skydning. 

Skydning handler om ro, fokus og koncentration
”Er du dygtig til skydespil på computeren, vil du opdage, at skydning “i virkeligheden” også er spændende og udfordrende – bare på en anden måde. Det er en idræt, der kræver koncentration, træning og mentalt nærvær for at lave det perfekte skud hver gang. At stå på skydebanen skaber ro og fokus og kræver ikke mindst, at du kan lægge telefon og iPad væk og skrue ned for tempoet,” understreger Jakob Nielsen.

Husk id – for sikkerhedens skyld
Sikkerhed har første prioritet til Skydesportens Dag, og loven kræver, at man skal vise gyldigt id, hvis man vil prøve at skyde. Derfor skal alle deltagere huske at medbringe billed-id eller sygesikringsbevis i kombination med et andet id-kort.

Skriv en kommentar