Det frivillige selvhjælpscenter er blevet godkendt af Socialstyrelsen til at blive et nationalt Frivilligcenter. Det betyder, at Kolding Selvhjælp er anerkendt for dets faglighed, og i fremtiden kan tilbyde endnu flere aktiviteter Frivilligheden betyder noget. I Kolding Selvhjælp har vi siden 1994 tilbudt at hjælpe borgere med angst, sorg eller andre udfordringer. Der er i dag tilknyttet 60 frivillige inden for forskellige områder, der alle hjælper personer, der har brug for støtte og en snak. Godkendelsen til Frivilligcenter er derfor et kæmpe klap på skulderen til de frivillige for mange års arbejde.

– Vi er stolte over at få muligheden for at kunne tilbyde langt flere tilbud til de frivillige sociale foreninger og borgere i Kolding fremover. Frivillige hænder er nødvendige i vores samfund, og vi kan hjælpe både foreninger og frivillige med at komme i gang med at hjælpe andre, siger Anni Muhs, der er daglig leder af Kolding Selvhjælp. Selve optagelse i det fine selskab af frivilligcentre sker dog først pr. 1. oktober 2023. Forud går en lang række etableringer, målsætninger og så skal vores frivillige tilbydes kursus, så kvaliteten af den rådgivning der foregår, kan dokumenteres.


– For vores frivillige giver det adgang til en række kurser, og dermed opkvalificering. Det er ligesom en Coca Cola, den skal smage ens, uanset hvor den bliver købt. Sådan er det også hos de i alt 68 frivilligcentre i Danmark. Her skal den ekspertise der tilbydes have samme niveau, fortæller Anni Muhs.


Kolding Selvhjælp skal for at bevare status som frivilligcenter på hårdt arbejde. Der skal nemlig leves op til FriSes kvalitetsmodel, (Medlemsorganisationen for Frivilligcentre og Selvhjælp i Danmark) så Socialstyrelsen kan se, at Kolding Selvhjælp lever op til de gældende krav.


– Vi skal være på stikkerne og sørge for at kunne leve op til en række punkter. Men det er vi selvfølgelig bevidste om og klar til. Det giver os så mange fordele at være med i kredsen af Frivillighedscentre, og så må vi også give noget den anden vej, det er klart, lyder det fra Anni Muhs.

Første punkt på dagsordenen er at få den nye bestyrelse på plads, som kan arbejde professionelt med de nye krav. Og så glæder vi os til i tæt samarbejde med Kolding Kommune, at udvikle et Frivilligcenter i Kolding kommune hvor der skal fornyes, men også stadig bevares fokus på selvhjælpen.