Selvom sommeren er over os, flokkes publikum i stor stil til Fredericia Teaters kritikerroste megasucces Disneys KLOKKEREN FRA NOTRE DAME – The Musical på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Forestillingen havde københavnerpremiere den 23. juni, og der har været buldrende udsolgt lige siden. Billetsalget går forrygende, og i dag er det samlede billetsalg helt oppe på 120.000 solgte billetter, heraf 60.000 solgte billetter i København.
Dermed har forestillingen allerede nu slået det samlede totalsalg for Fredericia Teaters to tidligere Disney-musicals, Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical, som begge endte på omkring 110.000 solgte billetter. Den enorme publikumsinteresse betyder nu, at spilleperioden forlænges med to ugers ekstra forestillinger. Forestillingen var sat til at spille sidste gang den 13. august, men nu forlænges den helt indtil lørdag den 26. august. Billetsalget til ekstraforestillingerne er allerede gået i gang, og publikum skal skynde sig, hvis de vil sikre sig gode pladser.
Eventyret om Fredericia Teaters seneste Disney-eventyr handler ikke kun om et uhyre flot billetsalg men i høj grad også om en historisk flot anmeldermodtagelse. Ved premieren på Fredericia Teater i oktober sidste år kvitterede hele 25 medier med topkarakteren seks stjerner, hvilket aldrig er sket for en teaterforestilling i Danmark før. Og ved københavnerpremieren for næste en måned siden var anmeldelserne også helt i top, og størstedelen af de anmeldere, der havde valgt at genanmelde forestillingen, fandt den om muligt endnu bedre på Gamle Scene end i Fredericia. Eventyret kulminerede i juni måned ved uddelingen af Årets Reumert, hvor musicalen hjemtog hele tre priser: Årets Musical/Musikteater, Årets Sanger og Årets Talent.
Læs mere om forestillingen nederst samt på www.klokkerenfranotredame.dk eller www.fredericiateater.dk