Af: Lars Olesen, formand og byrådskandidat for SF – Fredericia, Prinsessegade 62, 1. TV 7000 Fredericia

Mandag åbner Demokrati- og Borgerudvalget op for et borgerdialogmøde med overskriften ”Fredericia i klimafront”. Et vigtigt og tiltrængt emne. Et godt og rigtigt udgangspunkt for et borgerdialogmøde. Fredericia Kommune har med ”Klimaplan 2020”  lavet et godt og gennemarbejdet udgangspunkt for den fælles lokale kamp. plan. Nu er øvelsen at planen ikke bliver et politisk ”slumretæppe” af hensigter og visioner for fremtiden, men at planen bliver en løftestang og strømpil for den politiske udvikling i Fredericia. 

I SF mener vi at flere af indsatserne skal hurtigere i gang og med et stærkere aftryk fra start. Vi vil gerne et mere ambitiøst mål for hvor meget af persontrafikken i indre by, der skal være grønnere. Det bør være den vigtigste præmis for arbejdet med udviklingen af infrastrukturen i centrum. 

Klimakampen er en kamp vi skal kæmpe fælles og en af nøglerne til at lykkes, er en buket af initiativer, der gør det nemt for fredericianerne at ændre vaner særligt i forhold til transport og forbrug. Vi skal have flere over i en el-bil og endnu bedre på en cykel eller med en grønnere kollektiv transport.  Ladestandere skal der være mange flere af i Fredericia og det skal være en politisk prioritet. I SF kæmper vi på Christiansborg for at det bliver nemmere for kommunen at opstille ladestandere og på fremtidens p-pladser skal en større del af p-pladserne reserveres til el-biler med muligheder for at lade op. Vores cykelinfrastruktur skal være bedre. Når man skal køre sammen med andre, er det afgørende, at man kan parkere cyklen sikkert og nemt tæt på der man starter fra. Det er afgørende at det er nemt at komme til og fra samkørselspladser og at der i det hele taget er gode forhold for samkørsel.

En anden af nøglerne er samarbejdet med nabokommuner og regionen. Hvis vi vil styrke den grønne transport i området, kræver det fælles løsninger og samarbejde med kommunerne omkring Lillebælt. Lad os trække tråde til Middelfart til Vejle og til Kolding kommuner og sammen tage initiativer til at gøre den regionale pendling mere grøn. Et offensivt arbejde for et ekstra lokalbanestop i trekantområdet. Afsøge mulighederne for en attraktiv ”Havnebus” i form af en El-færge på Lillebælt. Planer med så lang en løbetid skal spejle ambitiøse og offensive tiltag også der, hvor Fredericia kommune trækker tråde til andre og, hvor kommunen skal gå forrest.

Klimaplanen skal med til bordet tæt på hver gang vi laver politik i Fredericia. Målsætningerne skal gennemsyre de politiske initiativer særligt når det kommer til erhvervspolitik og når vi tager beslutninger om nye anlæg, nye lokalplaner og ny infrastruktur skal klimaplanen og klimakampen sætte de vigtigste præmisser.  

Skriv en kommentar