Lige nu er der mulighed for at nominere kandidater til titlen som ”Årets Klimahelt”, der kåres for første gang fredag den 25. august 2017 kl. 17. Det sker i forbindelse med, at Klimavand holder en Regnvejrsfest i Søndergade under kulturnatten.
– Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på den indsats, som mange mennesker yder hver eneste dag for at passe på miljøet, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i en pressemeddelelse.
Prisen udspringer fra et EU-støttet samarbejde mellem Kolding Kommune og BlueKolding, hvor de under navnet ”Klimavand – nyt vejr, nye muligheder” arbejder på at klimatilpasse i kommunen. Kåringen af Årets Klimahelt 2017 er et led i et oplysningsarbejde, som skal inspirere og motivere os alle til at leve så klimavenligt som muligt. Titlen Årets Klimahelt skal derfor tildeles en rigtig hverdags helt, der forstår at træffe de klimavenlige valg i hverdagen – det kan være alt lige fra at cykle til arbejde til at genanvende regnvand.
Små skridt kan gøre en stor forskel
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt kalder projektet med en hædring af almindelige menneskers indsats for miljøet for ”et godt og interessant initiativ”, og han kommer til Kolding og overrækker prisen til den endelige kandidat.
– Det er vigtigt at fremhæve de indsatser, som borgerne på egen hånd vælger at udføre til fordel for klimaet. På den måde bliver flere bevidste om, at mindre ændringer i hverdagen også betyder noget i det store billede, udtaler ministeren.
Fakta:
Nominér din kandidat til titlen ”Årets Klimahelt”
Kriterierne for prisen er udviklet i samarbejde med borgerne under Design Week ’17 i forsommeren. Her blev der peget på, at en Klimahelt er en, der er god til at passe på klimaet i hverdagen: En Klimahelt cykler på arbejde, sorterer affald, minimerer madspild, genbruger regnvand til havevanding etc.
Kender du nogle, der fortjener titlen som Årets Klimahelt 2017, så kan du nominere dem på to måder:
- Tag vedkommende på Klimavands Facebook-side sammen med en kort begrundelse
Eller
- Send en mail til lejk@bluekolding.dk med vedkommendes kontaktoplysninger og en kort begrundelse.
Du kan nominere helt frem til den 4. august, hvorefter 5 spidskandidater udvælges.
Den endelige vinder afgøres af en uafhængig jury.
HUSK: Du må også gerne nominere dig selv.