Mellem Vejle og Fredericia ligger Rands Fjord. Her opstod der i starten af 1930’erne en helt særlig industri, som voksede sig markant stor. Området havde nemlig en helt speciel forekomst i undergrunden, det såkaldte og meget sjældne kiselgur. Kiselgur er kun fundet få steder i verden, blandt andet i Ungarn, Algeriet, Island og Tyskland. Foruden ved Rands Fjord er der i Danmark eksempelvis fundet Kiselgur omkring Jennum ved Vejle og Ulstrup ved Langaa.

Kiselgur, eller diatomit, som det også kaldes, er oprindeligt en mikroskopisk encellet planteorganisme, kaldet kiselalge. Jordarten blev dannet i søer og hav under sidste mellemistid. Efterhånden som vandet blev koldere døde algerne, hvorefter skallerne faldt til bunds, hvor de blev aflejret. Da den efterfølgende istid var med til at skubbe bundlagene sammen, er der stor forskel på om kiselguren ligger lige under overfladen eller længere nede. En enkelt håndfuld kiselgur kan bestå af flere millioner skaller.

Kiselguren lades på lastbil ved Ran-Dan omkring 1950. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Kiselguren blev meget populær, da man fandt ud af, at det var fuldstændig fri for giftstoffer. Det var derfor velegnet til flere formål, blandt andet som isolering i huse. Derudover blev kiselgur blandt andet også brugt i kosmetikindustrien, hvor det indgik i produkter som pudder og som fyldstof i tabletter.

Det var en lokal gårdejer, der opdagede kiselguren ved Rands Fjord. En dag var han ude at gå en tur gennem den nærtliggende skov, og her fandt han en rævegrav, hvor der rundt omkring lå spredt et hvidt stof, som han først troede var kalk. Efter nogle prøver opdagede man dog, at der var tale om kiselgur, og dermed startede Rands Fjords kiselgureventyr. Sandt at sige er der mere end en beretning om, hvordan kiselguren blev opdaget, andre historier nævner et muldvarpeskud, som arnestedet for opdagelsen. Om det var den ene eller anden måde ændrer dog ikke på, at området ved Rands Fjord nu gav mulighed for iværksætteri fra 1930’erne, hvor den første fabrik blev opført.

Arbejdere ved Ran-Dan omkring 1950. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Kiselguren udviklede sig hurtigt til at blive en meget stor industri ved fjorden, og der blev snart opført fire kiselgurværker, hvoraf A/S Vejlby Kiselgur og Ran-Dan var de to største. Industrien fortsatte i mange år, og steg hele tiden. Den samlede årsproduktionen for virksomhederne var i 1956 tæt på 10.000 tons. Fabrikken Ran-Dan blev bygget på den sydlige side af Rands Fjord ved Vejlby og beskæftigede 12-18 mand, der arbejdede i treholdsskift. Kiselguren skulle graves fri fra jorden med håndkraft. Det hårde arbejde med udgravningen førte til stejle skrænter i udgravningen, der blev generet af grundvandet. Der var derfor stor risiko for, at skrænterne kunne styrte sammen, så arbejderne måtte springe for livet.

Efter opgravningen blev kiselguren presset sammen til tromlelignende blokke. Disse blev efterfølgende først lufttørret og derefter tørret i en ovn. Ovnen var løsningen på et stort problem, da regnvejr kunne være med til at ødelægge det pressede kiselgur. Der blev derfor opført et par 10 meter lange rotorovne beregnet til at tørre blokke. Til sidst blev den tørrede kiselgur hakket til et fint hvidt pulver, der blev distribueret videre rundt omkring i verden.

Del af kiselgurværket ved Ran-Dan omkring 1950. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Allerede før Anden Verdenskrig blev stoffet eksporteret til det norske firma Hydro. Efter krigen og op gennem 1950’erne og 1960’erne udvidede eksportområderne sig til Sverige, England og Vesttyskland, hvor man blandt andet fremstillede salpeter. Sidenhen kom det tilbage til de danske landmænd, der brugte det som bindemiddel for at forhindre gødningskornene i at klistre sammen.

I løbet af 1970’erne stoppede udgravningen af Kiselgur ved Rands Fjord og Ran-Dan lukkede som det sidste værk i 1978. I dag er områderne, hvor der blev gravet efter kiselgur, blevet fyldt med vand, og der er dannet små søer i landskabet. Disse er stadig synlige, når man går tur i området, og de vidner om et lokalt industrieventyr, der udspandt sig ved Rands Fjord i knap et halvt århundrede.