Mile Juhl Jensen har besluttet at lukke Diskotek Bubbas i Middelfart. Det sker efter flere klagesager og i følge ejeren selv en hetz. Han skriver i et Facebookopslag:

Den sværeste besked nogensinde…

Det er med blødende hjerte, at jeg er nødt til at bringe verdens dårligste nyhed. Jeg har i en længere periode haft bredere skuldre end de fleste, jeg er blevet elsket til skyerne og hadet langt ind i helvede. BUBBAS og jeg med mit altid bankende disko-hjerte har gennemgået mere modgang på det seneste år, end hvad et ”normalt” menneske møder af modgang gennem hele livet. Og jeg er mødt op hver hver eneste dag med oprejst pande og alt andet end selvmedlidenhed.

Desværre ser mit projekt med udsigt til blæsevejr af orkanstyrke hver eneste dag ud til at lægge mig ned. Jeg kan ikke mere. Jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at indse, at i kampen mod højere instanser er selv indædt figtervilje og alverdens brændende engagement ikke nok.

Nogen har en gang sagt, at ”når et lys slukkes, så tændes der et nyt”. I mit tilfælde, det seneste år, har det nok nærmere været vil citatet nok nærmere lyde, at når et problem løses, så opstår der et nyt”. Det bliver altså pænt belastende i længden. Jeg har arbejdet i døgndrift og vredet min hjerne til ukendelighed for konstant at tilbyde Middelfart de bedste fester. Det har været min største hobby og ikke mindst min selvvalgte og elskede livsstil. Jeg bliver ikke motiveret af at tjene masser af penge, men af at gøre mennesker glade. Det er min passion, som jeg har udlevet gennem mine snart 9 år i branchen.

Jeg er alt andet end grå og kedelig, jeg er ikke en ligegyldig del af mængden. Jeg har skilt mig ud som en højtråbende fest provokatør med dampen fisende ud af kasketten og en total ”se-mig” attitude. Jeg har gjort mig selv til grin, jeg har været overdrevet kreativ og jeg har været total kontroversiel. Men jeg har været mig selv hele vejen. Jeg har rykket ved folks grænser og gået de ekstra skridt for at nattelivet skulle være så meget federe. Samtidig har jeg haft styr på tingene, for der var aldrig slåskamp eller folk som kom til skade på BUBBAS!!

Jeg har uden tvivl skabt den mest omtalte natklub i hele 3-kantsområdet – hvis ikke i hele Danmark. Landets største aviser, radio og TV2 har været med som medspillere på rejsen fordi BUBBAS var en så succesfuld natklub, og det er takket være JER og jeres enorme opbakning weekend efter weekend. Jeg har altid følt et kæmpe ansvar for at give jer, mine gæster og legekammerater, mindst lige så meget igen, som I har givet mig. Og jeg kunne have fortsat mange år endnu, for gode idéer er det sidste, jeg umiddelbart nogensinde løber tør for.

Men desværre. Bumpene på vejen har uretmæssigt gjort mig og min elskede virksomhed til et sort får, hvilket blev specielt tydeligt i forbindelse med den ærgerlige ”ætsningssag”. Jeg har aldrig været sigtet i sagen, men kom på bagkant for alvor i mediernes søgelys. Sagen bliver heldigvis snart afgjort, og jeg ser frem til at få rettens ord for, at jeg var uden skyld i forløbet. At være et offer for pressens bevågenhed kunne jeg klare med den fantastiske opbakning fra den del af byens befolkning, som gerne ville bevare festen og fortsat være med til at tage den til nye usete højder. Imidlertid blev der skudt masser af gråspurve med kanoner fra pressen, som dækkede alt, som havde med BUBBAS at gøre minutiøst.

Tonsvis af ensformige avisartikler gjorde os til byens største samtaleemne. Og efter ni år blev støj pludselig et kæmpe problem, på trods af, at det aldrig tidligere havde været tilfældet. Der havde jo været diskotek i omkring 40 år, men pludselig lød der ramaskrig fra alle sider. Det kommunale system gjorde klar til det kommende valg, og der skulle mærkesager på bordet. Der skulle statueres et eksempel, så politikerne kunne blive valgt igen. Synlig magtanvendelse skulle tages i brug – i mit tilfælde med bevillingsnævnet som redskab. Og de syntes altså, at BUBBAS skulle have en ”straf”.

Intet salg af alkohol efter kl. 02.00 og ingen gæster på BUBBAS efter kl. 03.00. Jeg fik en chance til at komme med mit syn på det hele og skrev en 6 siders lang forklaring, men sagen var afgjort på forhånd. Jeg spurgte så om muligheden for at overholde allerede indgåede aftaler med kunstnere for at få lov at afvikle koncerter, som var forudbestilt, betalt og kontraktmæssigt aftalt til show start kl. 03.00, hvor vi nu skulle lukke. Der var ”NO MERCY” og ingen kære Mor fra Middelfart Kommune.

Jeg besluttede mig for at kæmpe. For mit hjertensbarn og tilfredsstillelsen ved at gøre mennesker glade. Jeg tog de uundgåelige tab på egen skuldre og indskød privat opsparede midler, for at tingene kunne hænge sammen. BUBBAS holdt åbent 42 dage i streg i sommeren, for at byens beboere – unge og ældre – ikke skulle lide under en mangel på fest. I tre måneder knoklede jeg under de værst tænkelige vilkår. Ingen alkoholudskænkning efter kl. 02.00 og alle gæster på gaden kl. 03.00. Et kæmpe omsætnings tab, et fald på op til 80% hver weekend. For folk kommer bare ikke, når de skal stoppe med at drikke kl. 02.00 og forlade stedet når det er ved at være rigtig sjovt kl. 03.00.

Og hvor gør det dog ondt i sjælen at skulle tømme en fyldt klub ud på gaden hver eneste åbningsaften og servere de glade gæster på et sølvfad til resten af byen. Formidabelt, at I bakkede totalt op trods de indskærpede vilkår – det er jeg inderligt taknemlig for. Det kan bare ikke fungere på længere sigt, og mon ikke der har været en skjult dagsorden med at presse BUBBAS til det yderste? Det gør specielt ondt, når man som jeg altid har befundet sig i overhalingsbanen og aldrig er gået på kompromis med noget som helst overfor gæsterne.

De 3 måneder med begrænset bevilling har derfor medført, at likviditeten i selskabet, der driver BUBBAS er blevet svækket, og at det blev en kamp for forretningen at holde “skindet” på næsen. De faste udgifter er blevet betalt hele vejen igennem og hele vejen frem til dags dato. Men i forbindelse med en virksomhed følger også store udgifter/afgifter til staten, og de skal betales, for ellers bliver der sat en ”kæp” i hjulet. Denne ”kæp” er nu blev sat i hjulet. Og hvor meget skal jeg så ofre for at få fjernet kæppen?

Kan bevillingen komme tilbage til det normale? Eller er missionen bare at få BUBBAS helt af banen? I min version af virkeligheden er svaret stensikkert, at ”BUBBAS skal bare ud af byen”. Jeg har de seneste mange uger rykket bevillingsnævnet for svar, for en dato for, hvornår jeg kunne få en endelig besked. Men borgmesteren har haft andet (EWII) at se til, og en række andre offentlige ansatte tør ikke tage ansvar for noget som helst. Jeg har ikke en chance for at vide, hvad der er op og ned på sagen, og jeg bliver jo nødt til at kende udsigterne for, om jeg overhovedet får bevillingen tilbage, før jeg tør satse mere! Det er uholdbart for enhver forretningsdrivende.

Jeg håber, at det en dag går op for politikere og negative meningsdannere, at I kvæler vores by, som tidligere var kendt for små specialforretninger med masser af personlighed. Det trak folk til, det gav et fantastisk miljø. Nu har nybyggeri kvalt byens lokale tøjbutik Rie K, som har været her de sidste 25 år. Og nu er turen så kommet til byens samlingspunkt i Østergade 2 – BUBBAS – som har ageret natteliv for byens borgere de seneste 40 år. Før jeg kom til var det Rådhus Pubben, der lå på adressen.

Faktum er, at I er godt i gang med at kvæle jeres egen by. De unge begynder at søge til en ny by, for det er helt og aldeles uholdbart med kun et diskotek i en by på størrelse med Middelfart. Mangfoldighed og sund konkurrence er helt vildt vigtigt i kampen om de unge, som skal ud at more sig og få en eller flere på opleveren. Alternativet er, at Middelfart bliver en soveby. Men lad os håbe, at Taxa, pizzariaer og andre som lever fint af BUBBAS´ kunder overlever. Lad os håbe, byens gymnasie stadig forbliver interessant, selvom alt hvad der hedder spændende natteliv kvæles. Og lad os håbe, at byens borgere fortsat vil bo i en by, hvor det hele muligvis går fuldstændig i stå.

Jeg siger ikke at min bidrag til byen er altafgørende for nattelivet, men jeg ved hvor stor en forskel vi har gjort. Og hvor stor en indsats alle omkring BUBBAS har ydet. Det har været helt exceptionelt, og derfor er det med tårer i øjnene, at jeg officielt må melde ud, at BUBBAS nu er lukket. Jeg har ringet og fortalt hele min historie til bevillingsnævnet i dag. Jeg har forklaret, at jeg ikke kan rende rundt i uvidenhed om fremtiden, og jeg har derfor fremsendt en mail til bevillingsnævnet og til politiet, hvor jeg opsiger min bevilling, opsiger min udvidede åbningstid og trækker min ansøgning om udvidet åbningstid tilbage.

Du kan holde et glas fyldt med vand i strakt arm i meget lang tid, og selv om det ikke er tungt til at starte med, så bliver det tungt til sidst. Sådan har jeg det nu, og derfor ”giver jeg slip”. Jeg har brug for ro i sjælen, ro omkring mig og ro til ikke konstant at skulle stå til ansvar for alles handlinger, alles børn og samtlige verdens små og store problemer. Mit største ønske ville være et brag af en lukkefest, og tanken om den kan give mig kuldegysninger over hele kroppen. Men BUBBAS fortjener bare ikke at holde en lukkefest hvor alkohol udskænkningen skal stoppe kl. 02.00 og folk skal være ude af ”Butikken” kl. 03.00. Det er så langt fra BUBBAS, som noget kan være.

Hvor nødigt jeg end vil, annoncerer jeg hermed, at BUBBAS er lukket fra og med i dag. Vi har ikke længere åbent.

Tak til alle som har støttet op omkring mig – tro mig, det betyder virkelig meget. Pas på jer selv og ha det godt.

Med venlig hilsen Mike. ❤️