Borgmester Jacob Bjerregaard fremlagde i fredags sit velfærdsbudget. Samme dag var der både ros og ris fra Enhedslisten. Nu melder Venstres byrådsmedlem, Nicolaj Wyke, sig med en større kritik af de økonomiske dispositioner:

“Borgmesteren har fremlagt sit forslag til kommunens økonomiske kurs for de kommende år. Budgettet bliver omtalt som et velfærdsbudget, men er det en bæredygtig velfærdsinvestering, der ligges op til? Nej, det mener jeg ikke. Når man budgetlægger med 75 mio. kr. i underskud alene i 2018, og yderligere 32 mio i 2019, går kommunens kassekredit i minus i løbet af to år, og den økonomiske buffertank der blev skabt i forrige byrådsperiode, er skrumpet ind til at være tæt ved ikke-eksisterende ved udgangen af 2019, ” siger Wyke til Fredericia Avisen, søndag aften.

Efterlyser rettidig omhu

Nicolaj Wyke så gerne, at man passer bedre på borgernes penge:

“Jeg mener ikke, vi skal lege bank med borgernes penge, men med en samlet økonomi på 3,35 milliarder, skal der ikke gå meget galt, før vi er nødt til at afskedige nye varme hænder igen,” siger Wyke og fortsætter:

“Jeg mener, det er altafgørende for god service, at vi har glade medarbejdere, og vil din arbejdsglæde være stor, hvis en afskedigelse hænger over hovedet på dig? Det tror jeg ikke.”

Wyke: Fredericia mangler en ansvarlig økonomi og skal vækste mere

Der skal være fokus på en sund og bæredygtig økonomi.

“Er der plads til velfærdsinvesteringer? Ja, der er et lille råderum vi stadig med en ansvarlig økonomi kan bruge, men den investering vil hurtigt blive spist op af en voksende udgiftsside grundet flere borgere der har brug for hjælp fra kommunen. Hvis vi ønsker råderum til velfærdsinvesteringer i fremtidens Fredericia, er vi derfor nød til konstant at have fokus på optimeringer, og ikke mindst forsøge at forøge vores indtægter,” mener Wyke og spørger:

“Er det muligt at få flere indtægter? Ja, vores nabokommuner har bevist, at vi er en af landets få vækstområder, desværre har Fredericia ikke formået at få ligeså stor del i væksten.

En af årsagerne til den svage vækst, er vores skattetryk for både borgere og virksomheder, der ligger væsentligt over vores nabokommuner. Som eksempel betaler en gennemsnitlig Fredericiansk familie knap 1000 kr mere i skat om måneden, end hvis de boede i Vejle.”

Hån af vælgerne

“I Borgmesterens budgetforslag ligges der op til diskussion indenfor meget specifikke puljer, der kun udgør 1% af den samlede drift. Det er både dumt og en hån af vælgerne. Som politiker bør man tage ansvar for hele den kommunale økonomi, og turde diskuttere de resterende 99% af budgettet også, ” siger Wyke til Fredericia Avisen og slutter:

“Venstre går positivt ind i årets budgetforhandlinger, men jeg tror personligt det bliver periodens sværeste budget at finde enighed om. Forskellene er klare: Et varmt velfærdspust med økonomisk kaos lurene lige om hjørnet, eller en langsigtet stærk og bæredygtig velfærd.”