uncker er lige nu aktuel med hans alternative opsamlingsplade L’Esprit De L’Escalier 99-13. Samt soundtracket “Havana” til TV2 programserien Kurs Mod Fjerne Kyster, der har over 600.000 seere hver uge.
Albummet for flotte anmeldelser:
Gaffa **** 4 stjerner
BT **** 4 stjerner
Berlingske **** 4 stjerner
Det har med albummet L’esprit de l’escalier 99-13 ikke været hensigten fra kunstnerens side at stable sine hits oven på hinanden, og dem har der ellers været en del af ned gennem årene, lige fra sangen ”Så blev det sommer igen” med Junckers første band, Bloom, blev Ugens Uundgåelige helt tilbage i 1996.
Tværtimod har han fravalgt at genindspille sin måske kendteste sang, ”Mogens og Karen”, i denne sammenhæng, for derved at fremhæve andre aspekter af værket. Det vil første række sige den monumentale trilogi, han skabte i midten af nullerne, Snork City (2004), Det Sorthvide Hotel (2006) og P.t. (2007), hvor han gav sit bud på historien om rejsen fra barn til voksen, et værk uden sidestykke i dansk rockmusik. Men så sandelig også det åndeløst betagende comeback fra 2012, Noia Noia, en af de mest indædt udfordrende danske rockplader nogensinde, produceret med tæft og finesse af åndsfællen Henrik Balling. Og så er her endelig også blevet plads til titelsangen fra albummet På Flugt Fra Alting, som udsendtes med orkesteret Junior i 2000. Hvorved cirklen på fornemste vis sluttes.
Få danske sangskrivere ejer et vovemod som denne Christian Juncker, der i sin sangkunst nådesløst sætter sig selv hundrede procent ind hver gang. Han skærer ind til benet og går som hunden efter struben i sine forsøg på at omsætte livets gang og ugang her i Dannevang til et sangbart, begavet og medrivende dansk, støvsuget for ligegyldigheder og diverse yndigheder om kærligheden.
Udover hans unikke flair for og greb om dansk som sangsprog er Juncker en fremragende komponist, som gerne co-writer med folk han respekterer, men i sidste ende altid med hans egen helt særlige klang, der ikke er til at tage fejl af.
Måske er Juncker ikke så kendt, som han burde være. Måske er han simpelthen for hård en nyser i en musikalsk verden, hvor eventyr, eskapisme og romantik blomstrer på bekostning af erfaring, indsigt og vid. Forhåbentlig vil L’esprit de l’escalier 99-13 ændre på dette.
Support: Harmonics
De 4 bandmedlemmer i Harmonics byder på melodisk pop/rock, der skildrer det at være klarsynet, åben & lukket omkring mennesker. Et univers af 70’ernes flyvske lydbilleder danner ramme omkring den moderne folk-melodi, der betragter meningsløsheden og meningsfuldheden indefra.
Harmonics har gjort sig bemærket dels som opvarmning for Turboweekend og The Eclectic Moniker. I 2012 valgte bandet selv at udgive den engelsksprogede ep “Return Different”, men de har nu skiftet sprog og har skrevet kontrakt med pladeselskabet Nordic Music Society og kommer dermed i stald med bands som CODY og Savage Rose.
Harmonics består af følgende medlemmer:
Søren Manscher – vokal og guitar
Søren Damsbo-Svendsen – bas og vokal
Frederik Håkonssen – trommer
Frederik Langkjær – guitar og vokal.
Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på bruunskepakhus.billetten.dk, i Det Bruunske Pakhus samt på Fredericia Turistbureau.
(Foto: PR )