Det stod klart for mig i løbet af februar og marts 2024, at valgkampen om at blive spidskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia ikke skulle handle om, hvad man mente om emnerne, men udelukkende en personlig og modbydelig kurs mod mig, min familie og venner. Det mest påfaldende ved hele forløbet var, at der var meget få diskussioner og visioner om Fredericias fremtid. Man kunne forene sig om en ting:

Jeg var et svin.

På trods af alle de begejstrede og venlige mennesker, der bad mig om at stille op som Folketingskandidat i 2023, så var det åbenbart en anden snak, når det handlede om lokalpolitik. Det stod hurtigt klart med de argumenter og personer, der fik fri taletid i gammelmedierne.

Hvad værre er, så aktiverede man journalistpartiet, der i en særlig grad af udsøgt nidkærhed arbejdede intensivt på at svine mig til. Det var rasende komiske påstande, hvis det ikke var fordi, det er dybt tragisk for folkestyret, at hvis man stiller op i politik som erhvervsmand, så vil journalistpartiet træde til for at mele deres egen kage. Iøvrigt uden sandfærdig varedeklaration, som eksempelvis at man havde en millionstor interesse i at skade vores medie på annoncemarkedet, og derfor ærlig talt burde meddele dette til sine læsere, når man bringer løse rygter og selvopdigtede påstande til bordet.

I den sidste ende holdt vi os helt udenfor i vores formidling, selvom vi havde alle muligheder, som områdets største gratismedie, ja, folkets avis, at give klar svar på tiltale. Det var en kurs, der blev lagt allerede i januar 2023, og som der blev holdt fast i. Skulle jeg blive valgt til et politisk embede, måtte jeg afhænde min virksomhed. Indtil da var jeg trådt ud af det daglige redaktionsarbejde. Men det var ikke nok for konkurrenterne, der malkede hver en dråbe ud af mit politiske kandidatur for at skabe negativ opmærksomhed.

Det er rimeligt store krav, man ønsker sig, hvis man skal sælge sin virksomhed for at stille op i politik, længe inden man er valgt til et politisk embede. Derfor er det helt forståeligt, hvorfor det er så svært at hverve folk udefra til politik. Det er skamfuldt for demokratiet, især de hykleriske og svage nassere fra gammelmedierne, der drikker vin og tager millioner af skatteborgernes penge til deres nødlidende forretninger, samtidig med, at de sviner selvstændige erhvervsdrivende til, der skal betale for festen:

Ja, jeg betaler via skatten til mine konkurrenters virksomheder. Det gør du også.

Filosofien bag vores medier er nyheder uden betalingsmur. Det burde være indlysende for en førsteklasses elev, at hvis man forlanger, at staten og skatteborgerne skal betale for ens medie, så er det svineri at lukke indholdet inde bag en betalingsmur. Først afpresser man penge af skatteborgerne, og så forlanger man, at de skal betale en gang til for at få lov til at se det, man allerede har fået penge for at lave. Og i øvrigt det meste serveret via pressemeddelelser fra virksomheder eller læk fra politiske miljøer. Den gamle grundige kvalitetsjournalistik er tabt for disse medier, der i dag lever at være på samfundsydelser. Cheferne rulles ind fra hovedkontorer og bryster sig af at være lokale, men det bliver de aldrig. Rubrikkerne strammes for at vise ledelsen resultater i form af clicks.

Jeg er lettet over, at mit politiske arbejde nu er slut. Der er ingen tvivl om, at jeg altid har engageret mig i samfundsforhold, og derfor også takkede ja til tilbuddet om at få Fredericia på Christiansborg igen. Men det var en svær beslutning, fordi jeg vidste, det ville skade det medie, hele Fredericia har bakket op om i årevis. At det ville blive så groft som det blev, kom dog bag på mig. Men det vil vi tage op i fremtiden. Lige nu vil jeg blot slå fast, at demokratiet ikke lider på grund af manglende penge til gammelmedierne, men på grund af gammelmedierne:

Der er brug for alternativer.

Jeg har valgt Danske Digitale Medier A/S fremfor mit politiske virke. Fredericia står i en alvorlig situation, hvor konkurrencen fra de omkringliggende byer, demografien og økonomien kommer til at presse os voldsomt. Den opbakning man skal have i et parti for at vinde et valg tilstede, eksisterede simpelthen ikke i bredt partiet, særligt flertallet af byrådsgruppen var brutale, og en aftale med en anden kandidat, blev droppet, da denne blev tilbudt poster for støtte.

Møde efter møde skulle jeg svare på min “manglende arbejderbaggrund”, selvom jeg er vokset op i en arbejderfamilie, der var på det allerlaveste trin på den sociale rangstige. En familie, hvor der blev kæmpet for føden og tøjet på kroppen. Flere af disse kritikere ville have været rige for mig, da jeg var barn. Tilsvarende var det konstant et problem, at det eneste mine modstandere og deres medlemstøtter ville tale om, var min virksomhed:

Hvad med deres politik?

Vi ved nu, at de ikke har nogen. Og netop derfor er min endelige beslutning nem at tage. Jeg er færdig med politik, og tror ikke på, at de politikere vi har, besidder evnerne til at lede Fredericia. Det er et kronisk problem, at man stort set kun har ansat topchefer fra andre byer, samtidig med, at man selv er håbløst uengagerede i Fredericias fremtid. Den vision byrådet har vedtaget er stort set det, man kan få i de fleste danske byer. Vi behøver såmænd kun kaste en sten til Middelfart for at finde det samme, men der har man til gengæld massevis af rige indbyggere. Sådan er det ikke i Fredericia. Her slås vi med en demografisk slagside.

Jeg har meldt mig ud af politik. Med i baggagen tager jeg en oplevelse af storhedsvanvid, manglende virkelighedsfornemmelse og en tro på at partiet har magten uanset hvad. Ubegribeligt mange socialdemokrater i Fredericia tror, at de intet skal gøre for at beholde magten. Således solgte man hele valgkampen i februar og marts som et “borgmestervalg”, selvom det altså kun handlede om, hvem der skulle være et enkelt partis spidskandidat! Storhedsvanvid er det eneste ord, jeg har om den tankegang. Som om Fredericias befolkning intet har at skulle sige om den sag. Dertil kommer, at Steen Wrist påstod, at han ville blive siddende til udgangen af valgperioden. Det gjorde han naturligvis ikke, og det afslørede hvor uhæderlige og forfalskede partiets byrådsmedlemmer er.

Fredericia har brug for noget andet. Hvem der vil løfte opgaven, vil fremtiden vise. Jeg vil for mit vedkommende bidrage derfra, hvor jeg står, og har stået længe, bortset fra det sidste års tid:

Udenfor politik, men med en klar og tydelige stemme for Fredericia, folket og byens erhvervsliv. Vi har brug for den kritik, mere end nogensinde.

Det lærte jeg af min tid i Socialdemokratiet i Fredericia.