For Mikael Jakobsen er timingen på den første udgave af fagmessen SportsFair – som afvikles 15.-16. april i MESSE C Fredericia – helt rigtig. Han er nemlig ansat til at opbygge Hexagone Scandinavia ApS som datterselskab under franske Hexagone SAS, som ekspanderer kraftigt i disse år. Hexagone er en anerkendt producent af maskiner og udstyr til svømmebade, saunaer, spabade og sportscentre.
– De er ikke mindst kendt for deres automatiske bundsugere, men de er også stærke inden for blandt andet handicapudstyr til svømmebade, sikkerhedsudstyr, vandrensning og fitness i vand. Strategien er at opnå gode markedsandele ved at være tæt på kunderne og meget lydhøre, og det afspejler sig også tydeligt i produktudviklingen, fortæller Mikael Jakobsen, som har base i Ry sydøst for Silkeborg.
Han vil introducere Hexagone-produkterne i Danmark i første bølge og så siden i resten af Skandinavien.
Og i den strategi er SportsFair – fagmessen for sports- og fritidsfaciliteter – det helt rigtige forum, understreger han.
Blandt trumfkortene fra fabrikken nær Paris er renserobotter, som kan rense poolbunden hurtigt og effektivt for sand, hår, plastre og andre uønskede ting.
De effektive robotter på larvefødder fås i flere størrelser – flagskibet er ”Visio”-modellen, som kan pumpe 100 kubikmeter vand igennem i timen.
– Visio V670 er verdens hurtigste og kraftigste af sin slags – en slags bundsugernes Ferrari. Den er også udstyret med infrarød kamera, så operatøren kan følge dens arbejde selv hvis det er mørkt, stærkt sollys eller der er overdækning på vandet, fortæller Mikael Jakobsen.
I den mere underholdende ende har Hexagone også en række tilbud, som de besøgende fagfolk i Fredericia kan kigge nærmere på.
Det gælder blandt andet et løbebånd til brug under vand, undervands-højttalere, vandtætte musikanlæg samt nogle ”vandcykler” i alle regnbuens farver, som nok skulle kunne vække opmærksomhed.
– Hexa Bike vejer blot 16 kilo, men er alligevel yderst stabil på grund af det innovative design, oplyser Mikael Jakobsen. Han tilføjer, at Aquabiking er god og skånsom motion og et fænomen i kraftig vækst.
– Jeg glæder mig meget til at møde branchen i Fredericia og få en god snak med en masse potentielle kunder og samarbejdspartnere, slutter han.
Se mere om SportsFair på www.sportsfair.dk.