Task Force Vest har foretaget en større anholdelses – og ransagningsaktion i Vejle. I forbindelse med aktionen blev der foretaget anholdelse af 5 personer, heraf 4 mænd på henholdsvis 59, 46, 42 og 28 år samt 1 kvinde på 43 år. En af de anholdte er et fuldgyldigt HA medlem.

Alle de anholdte fremstilles fredag kl. 9.00 i grundlovsforhør i Kolding ret med begæring om, at de skal varetægtsfængsles under den videre efterforskning. Der vil blive anmodet om dobbeltlukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.

Ifølge Fredericia Avisens oplysninger er den ene af de anholdte personer en mand med bopæl i Fredericia. Dette kan dog ikke bekræftes af politiet.

– Af hensyn til efterforskningen samt anmodningen om dobbeltlukkede døre i grundlovsforhøret, kan jeg hvilken af- eller bekræfte om en af de anholdte personer bor i Fredericia, oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Task Force Vest er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker – og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.

(Arkivfoto)