1. maj åbner Harteværket den nye sæson. Det markeres med to gratis koncerter, hvor elever fra Kolding Musik underholder.
”Det er skønt, at Kolding Musikskole på den måde vil være med til at skabe en god start på sæsonen. Jeg er sikker på, at der venter gæsterne en stor oplevelse ved to meget forskellige koncerter,” siger projektchef Cecilie Røner fra Harteværket.
Fredag den 5. maj, kl. 19-21, rykker elektronisk musik ind i den gamle turbinehal, hvor der til dagligt produceres elektricitet. Fem elever i alderen 14-25 år fra Kolding Musikskole og MGK Syd underholder publikum med ambiente lydcollager og beatorienterede rytmiske udtryk skabt med computer og hardware syntheziesers.
”Koncerten henvender sig til alle, der har lyst til at opleve musik på en ny og spændende måde. Eleverne glæder sig rigtigt meget til at spille i de rå, historiske rammer med de store turbiner,” forklarer musikskolelærer Robert Rizzi.
Der er plads til 150 gæster til intimkoncerten i turbinehallen, og de besøgende kommer til at sidde på puder på trapperne.
Dagen efter, lørdag den 6. maj, kl. 13, giver Brassensemblet udendørskoncert.
”Musikerne vil stå på broen ned til åen og spille sød musik for både fisk og gæster. Som noget særligt kan vi denne dag tilbyde vores gæster at købe en rigtig god kop kaffe, da Kaffe Mølle kommer med deres mobile kaffevogn,” fortæller Cecilie Røner.
Ud over at nyde musikken kan gæsterne naturligvis gå tur og nyde de smukke omgivelser ved Harteværket. 6. maj er sæsonens første åbningsweekend for de faste attraktioner, så her vil der f.eks. være mulighed for at tage på rundtur i Danmarks første store vandkraftværk, ligesom vandlegepladsen tilbyder masser af sjov og læring for både små og store legebørn.

