Der blev i dag afholdt generalforsamling hos Fredericia Håndværkerforening. Her var der både plads til hygge, alvor og fremsynethed, men også en større kritik af de lange sagsbehandlingstider på byggesager i Fredericia Kommune. Foreningens formand slog fast, at samarbejdet skal være bedre.

Klokken var 16.00 på slaget i MesseC, da Fredericia Håndværkerforenings formand, Michael Kristensen bød velkommen, inden var der givet hånd mellem alle deltagerne, der sidst sås til en udsat post-corona-generalforsamling i august 2021.

Sang til generalforsamlingen i Fredericia Håndværkerforening. Foto: AVISEN

Traditionen tro var det dog kulturen, der gik forrest, da sangere fra Fredericia Musicalteater underholdt dagens generalforsamlingsdeltagere med sange af blandt andet, Kim Larsen og Eddie Skolder.

Fra det mere underholdende og velspillede musik til en noget alvorlig formand, der efter generalforsamlingens dirigent advokat Michael Sønderskov, havde givet ham ordet igen, talte om konsekvenserne af krigen i Ukraine.

– Jeg hører om, at det er svært at få varer, og jeg hører om, at det er dagspriser, man bestiller efter. Jeg ved også, at mange frygter, at byggeriet går i stå. Så de mange fag, der har haft meget at lave over længere tid, vil se et stop, sagde formanden.

– I beretningen kunne Michael Kristensen fortælle, at Byg & Hyg, hvor foreningens medlemmer kan mødes med, skolelever fra Fredericia, har været en stor succes og – flere i hele landet har spurgt til, hvordan man gør i Fredericia, sagde Michael Kristensen.

Ros og ris til kommunen

Formanden kunne også fortælle, at samarbejdet med Fredericia Kommune på flere områder var godt, og særligt hos Jobcentret, hvor man nu har fundet hinanden i, hvordan man kan hjælpe med arbejdskraft og lignende.

– Der bliver lyttet og man arbejder for os. Det ses blandt andet på jobcentret. Det er godt, og samarbejdet er godt, men der er punkter, hvor det kan blive bedre, sagde formanden og blev lidt mere alvorlig i forhold til samarbejdet.

– Coronaen har sat en stopper for den tætte og gode dialog, vi ville have haft med Fredericia Kommune. Vi har i bestyrelsen haft et ønske om 2-3 dialogmøder med kommunens folk indenfor flere områder. Dialogen skal være der for at fortælle, hvad vi oplever eller, hvad er det vi ikke oplever. Foreningen er indstillet på det gode samarbejde, men vi kan desværre se i avisen, at der er mange sager, der ikke bliver behandlet. Massevis af medlemmer – også dem, der ikke er til stede i dag, der giver udtryk for, at det ikke kan være rigtigt, at det ikke går hurtigere på kommunen. Et nyt hus i Hedensted får en tilladelse på en uge – I Fredericia tager det år at få tilladelse til en garage. Det er ikke godt nok. Det skal vi sammen gøre bedre, sagde Michael Kristensen med en klar opfordring og tilføjede:

– Det nytter ikke, at folk der vil noget i vores by, har givet op og vil lægge projekter i andre byer. Vi vil kun det bedste for byen, og opfordrer derfor til, at vores kommune vågner op, så vi sammen kan udvikle denne by.

Foreningens regnskab blev præsenteret af foreningens revisor, Carsten Pedersen (RSM), der blandt andet kunne fremvise et overskud på 19.000 kroner i foreningen.

Anlægsgartner Jesper Bjerrisgaard blev valgt ind i bestyrelsen. Han erstatter Martin Tarpgaard.

Foreningens nye konsulent, David Mogensen fra Business Fredericia blev også præsenteret for medlemmerne. Efter godt en time kunne dirigent Michael Sønderskov ringe generalforsamlingen af.