”Det motiverer mig til at fortsætte,” siger Fakhrullah Habibis om det at være indstillet som Kong Gulerod 2015.
Det er kollegerne på Electrolux i Fredericia, der har indstillet Fakhrullah Habibis, fordi han er indbegrebet af sundhed. Han er bl.a. ophavsmand til en gulerodsuge for kollegerne. Det var en uge med forskellige gulerodsretter, og en kollega klædt ud som kanin, hvilket skabte smil på læberne.
”Vi skal huske, at give et skulderklap til dem, der står bag de tusindvis af gode sundhedsideer, der skabes på landets arbejdspladser. Og det handler om noget, der er godt for både krop og sjæl,” siger Lasse Teisner Poder, konsulent hos Dansk Firmaidrætsforbund, som står bag kåringen.
Sidste år blev 247 sundhedsambassadører indstillet til prisen, og Marianne Helms hos Seritronic i Støvring løb af med den flotte titel.
Det er ikke nok med en mail
Fakhrullah Habibis, som er blandt de indstillede til prisen i år, ved, at der skal mere end en mail i ny og næ til.
Udover gulerodsugen har han også sørget for at sætte “jumping” på prorgrammet hos Electrolux, som bedst forklares med en you-tube-video, som Fakhrullah Habibis har været rundt og vise kollegerne.
”De personer, der tager fat i sundheden på arbejdspladsen, kan godt møde noget modstand. Det gør det ikke mindre imponerende at læse de mange indstillinger til Kong Gulerod 2015,” siger Lasse Teisner Poder.
Indstillinger senest 30. november 2014 på www.konggulerod2015.dk. Vinderen findes i december.