Dennis Storm Christensen fra AH Autolak i Middelfart er glad. Det er nu gået seks måneder siden AH Autolak åbnede på Fynsvej 60 i Middelfart. I de seks måneder er medarbejderstaben vokset fra to til fire autolakerer og kunderne har taget rigtig godt imod Dennis og hans medarbejdere:
”Det har været sjovt at komme på arbejde. Jeg gik fra at være en ”arbejdsdreng” til at blive en voksen med ansvar. Jeg havde faktisk ikke i tankerne, at det her skulle ske for mig. Starten har været god. Vi har fået flere medarbejdere og byen har taget godt imod os. Jeg er selv født og opvokset i Ejby, så jeg kender området rigtig godt. Mange af vores kunder er både loyale og lokale. Men selvom vi er nye, så har vi fået nogle rigtig gode kunder.”
Et godt team
”Vi har fået samlet et godt hold, og dagene flyver af sted, fortæller Dennis og fortsætter:
”Vi supplerer hinanden godt, en af mine medarbejdere, Benny, er kommet med fra AH Autolak i Fredericia. Han er uddannet fra den gamle skole i Odense. Han er 20 år ældre end mig, men det er kun godt, for der er mange måder at gøre tingene på. Han er meget patentlig. Jeg er trænet op til at være en god racerbil, mens han går ekstra op i detaljerne. Men markedet er presset, så tid og kvalitet hænger sammen, men ved os, er det begge dele og vores medarbejdere trækker helt klart den rigtige vej.”
AH Autolak har også fået en lærling, som er meget dygtig. ”Vores nye mand, Jack, har lak i blodet. Hans far arbejder i Fredericia-afdelingen og er i øvrigt meget anerkendt i bilbranchen, så vi tror på, at Jack træder i faderens fodspor, han skiller sig allerede godt ud. Vi vil gerne være 1-2 mand mere på sigt, det kan vores forretning godt bære, fortæller Dennis Christensen.
Fokus på pris
Autolak-branchen er i dag ekstremt prisfikseret. Det gør, at lakererne skal arbejde hurtigere og yde en ekstra service.
”Det er ingen hemmelighed, at når man taler med kunder i dag, så er det prisen. Kvaliteten er en selvfølge. Vi prøver at matche begge dele. Markedet er presset generelt, så der er kamp om kunderne i Middelfartsområdet, men vi knokler på og ved, at vores arbejde vil bære frugt. Vi kører langt for vores kunder, når vi henter og bringer. Men sådan er vilkårene, hvis man vil være med i dag, ”slutter Dennis Christensen.