Torsdag aften afholdt Folkeoplysningsrådet en forsinket nytårskur, hvor priserne til de frivillige blev uddelt. Det hele fandt sted i thansen loungen på Monjasa Park, hvor i alt seks priser blev uddelt til frivillige personer.

Folkeoplysningsrådet har gjort det til en tradition, at de afholder en nytårskur, men grundet Covid-19 har det ikke været muligt at afholde den før torsdag aften. Til stede var Folkeoplysningsrådet, repræsentanter fra Kultur- og Idrætsudvalget, samt dem der havde indstillet personer til priser, og de nominerede.

(Foto: AVISEN)

Leif Urhøj, der er formand for Folkeoplysningsrådet bød velkommen og startede med at konstatere, at det er en anderledes nytårskur end de tre øvrige gange, hvor den er blevet afholdt i Det Bruunsje Pakhus.

– Det her er nogen andres hjemmebane, sagde han med et smil og fortsatte:

– Vi vil hædre foreninger og personer, der har gjort et fantastisk stykke arbejde i løbet af året, og vi ved, at det har været et svært år. Vi bad om indstillinger allerede sidste år til priser, og vi fik en hel del gode forslag. Vi fandt dem, som vi synes skulle have en pris, men så kom coronaen og der blev derfor ikke afholdt en nytårskur. Vi talte derfor om, hvad vi skulle gøre, da vi havde fundet dem, der skulle have priserne. Derfor er vi her nu, sagde Leif Urhøj, der også løftede sløret for, at til næste års nytårskur, bliver alle foreninger inviteret.

Christian Jørgensen. (Foto: AVISEN)

Inden prisuddelingen tog fungerende formand for kultur- og idrætsudvalget, Christian Jørgensen (V), ordet. Han sagde blandt andet følgende:

– Det handler om at hylde alle jer, der er her i dag. Folkeoplysningsrådet gør en stor indsats, og gør vores arbejde i udvalget lettere på mange parametre. Mange af sagerne, som vi får, har været igennem deres mølle først. Jeg husker blandt andet tilbage på Fredericia-ordningen, og så skal Folkeoplysningsrådet have stor tak for, at vi kan hylde de mange frivillige, sagde Jørgensen og fortsatte:

– I Fredericia har vi i de seneste år haft særlige muligheder ved at udbygge vores anlæg, og det er ikke inden for kultur og idræt, men det er noget af det. Det er blandt andet rammer, som nogen af jer bevæger jer rundt i, og jeg håber, at investeringerne kommer til at glæde jer.

Efterfølgende blev det tid til at prisuddelingen, hvor der var seks forskellige kategorier, der er som følger:

  • Årets skæve vinkel: Prisen gives til nye eller utraditionelle aktiviteter/initiativer eller det fællesskab hvor tingene gøres på en anderledes måde – alle foreninger, grupper og personer kan indstilles.

Vinderen af prisen blev Ole Bang fra EGIF Rugby.

  • Friluftsprisen: Prisen gives til en forening, gruppe en person, der har gjort noget særligt inden for spejderområdet:

Vindren af prisen blev Elbospejderne

  • ”Vi gør det sammen”: Prisen gives til en forening, gruppe eller person, der har hjort noget særligt inden for andre godkendte foreninger.

Vinderen af prisen blev 6. Juli Gardens venner.

  • ”Vi bevæger prisen”: Prisen gives til en forening, gruppe, eller person, der har gjort noget særligt for fællesskabet under idrætsområdet.

Vinderen af prisen blev Erik Winther fra Fredericia Motor Klub.

  • Aftenskolernes pris: Prisen gives til en aftenskole, gruppe eller person, der har gjort noget særligt inden for aftenskoleområdet.

    Vinderen af prisen blev DOF Lillebælt og Magnum Opus.
  • Corona-prisen: Prisen gives til en person, gruppe eller forening, der har gjort noget særligt for andre eller sin forening under coronaepidemien.

Vinderen af pris blev Fredericia Judo- og Ju-Jutsu Klubs bestyrelse.

Skriv en kommentar