Onsdag formiddag blev en fredericiansk mand i 50’erne fremstillet ved Retten i Kolding, på begæring af lokalpolitiet i Fredericia. Manden er sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Det er dog ikke meget, der er sluppet ud om sagen, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Men dommeren besluttede, at varetægtsfængsle manden i 3 uger.
Politiet har nu tid til at efterforske sagen, hvor yderligere sigelser kan forekomme.
– Da grundlovsforhøret har været holdt for lukkede døre, har jeg ikke så meget mere at sige til sagen. Selvom vi fik manden varetægtsfængslet i 3 uger for blufærdighedskrænkelse, må efterforskningen vise, om han skal sigtes for mere end det, oplyser lederen af lokalpolitiet i Fredericia, Peter Balsgaard Nielsen, til Fredericia Avisen.
Det vides heller ikke, hvordan den fredericianske mand forholder sig til sigtelsen.